Landets mest omtalte præst tager ordet: Jeg har intet at miste 

Den suspenderede præst, Markus E. Olsen, er overbevist om, at han bliver fyret. - Min stilling er blevet ofret, siger han.
Markus E. Olsen blev suspenderet efter sin gudstjeneste i Annaassisitta Oqaluffia på nationaldagen. Foto © : KNR
22. juli 2022 16:44

Efter en måned i tavshed tager landets mest omtalte præst bladet fra munden.

Markus E. Olsen har været suspenderet fra sit job som præst i Nuuk, efter at han havde trommedans med i sin gudstjeneste på nationaldagen 21. juni. 

Derudover undlod han at velsigne kongehuset og naalakkersuisut, som en præst skal gøre ifølge ritualet. 

Siden har han været tavs. Indtil nu.

- Jeg havde ikke forventet, at konsekvenserne ville være så store. Jeg havde selvfølgelig forventet, at der vil være konsekvenser, men ikke sådan noget med at få sparket i løbet af 1,2,3 uden nogen samtale, uden en advarsel, siger han til KNR. 

Sagen kort 

Markus E. Olsen er lige nu suspenderet fra sin stilling.

Det betyder, at han er midlertidigt fritaget fra at gå på job.

Ifølge sermitsiaq.ag har menighedsrådet ikke fået oplyst præcist, hvorfor præsten er blevet suspenderet. 

Men ifølge en pålidelig kilde sker suspenderingen, fordi Markus E. Olsen ikke spurgte om tilladelse til at bruge trommedans i kirken og ændre i ritualet under en gudstjeneste på nationaldagen.

KNR har talt med flere menighedsrådsmedlemmer rundt om i landet om sagen. De er ikke enige. 

- Jeg opnåede ikke noget i forhold til min stilling. Det er en ofring, når det handler om min stilling.

Han er ikke fyret – i hvert fald ikke endnu. Senest 4. august skal han aflevere en partshøring til sin chef biskoppen.

Biskoppen, som har suspenderet ham, skal også aflevere en partshøring – og derefter skal der tages stilling til, om han kan fortsætte i jobbet eller fyres.

Trommedans passede til prædiken

Og Markus E. Olsen er langt fra tilfreds med biskoppens reaktion. 

- En naturlig reaktion ville være, hvis biskoppen havde skrevet til mig: ’Markorsi, jeg vil gerne snakke med dig om din prædiken i går. Du gjorde det og det, hvorfor gjorde du det? Det vil jeg snakke med dig om.’ Det ville være naturligt. Men da biskoppen suspenderede mig med øjeblikkelig virkning, uden nogen som helst samtale, var det ikke en naturlig reaktion, siger han.

LÆS OGSÅ Ekspert om suspendering af præst: Der er tale om en mindre fejl, som bør udløse en mindre konsekvens

I den grønlandske kirke er det en del af ritualet at nævne kongehus og naalakkersuisut. Trommedans må gerne være der, men det skal godkendes i forvejen. Og præsterne skal i det hele taget søge om lov hos biskoppen, hvis vil lave ændringer i en prædiken.

Hvorfor overholdt du ikke bare ritualet?

- Min prædiken handlede om trommedans. Derfor passede trommedans også godt ind, siger Markus E. Olsen. 

- Med min uafhængighed som præst havde jeg ret til at holde trommedans, fordi det var en del af min prædiken. 

- Jeg har arbejdet på det her i stilhed. Jeg har ikke fortalt mine medpræster om, hvad jeg vil gøre, fordi det er sådan, vi præster arbejder langt de fleste gange. Vi laver vores egne prædiker, arrangerer vores egne salmer. Selvfølgelig søger vi råd nogle gange. Nytår og nationaldage arbejder vi meget selvstændigt. Det har jeg gjort godt brug af.

Hvorfor skal vi ikke kunne udelukke dronningen her?

Markus E. Olsen er uddannet i Danmark. Og i Danmark kan en præst godt lade være med at nævne regering og kongehus under en prædiken. 

Hvorfor skal det være anderledes her? Hvorfor skal vi ikke kunne udelukke dronningen, hvis de danske præster kan gøre det?, spørger han. 

 

Foto © : Itsumarlo Parlo Studio, screenshot fra Youtube

Screenshot fra Youtube af Itsumarlo Parlo Studio.

 

Hans prædiken har fået reaktionerne til at vælte frem. Der er endda oprettet en indsamling af underskrifter online til fordel for, at Markus E. Olsen bliver i sin stilling. I skrivende stund (fredag klokken 15) har 1002 skrevet under. 

- Jeg ved godt, at der har været mange reaktioner, og jeg føler også en stor støtte. Men der har også været mange, der er imod. Sådan er det altid. Hvis der er så mange, der støtter op, er der så mange, der er imod. 

LÆS OGSÅ Nu har mere end 700 skrevet under: Derfor vil vi have Markus Olsen tilbage som præst

Der er knap to uger til deadline for hans partshøring. Og han er helt overbevist om, at han bliver fyret. 

Hvorfor stiller du op til interview nu? 

- Jeg blev orienteret om, at min arbejdsgiver ikke ville snakke med mig. Mit forbund sendte ellers tre gange skriftlige opfordringer. Min fejl er heller ikke så stor, at den nødvendiggør en fyring. Men biskoppens tanker er måske andre steder. Hun havde allerede besluttet at fyre mig. Så jeg har intet at miste. Jeg har ikke noget at holde hemmeligt og har intet skjule, siger Markus E. Olsen.

Hvad har du opnået med den her debat?

- Jeg ramte følelserne hos folk. Følelser, som har ligget dér i mange, mange år. 

Biskop Paneeraq Siegstad Munk har ikke ønsket at udtale sig, fordi det er en personalesag. 

Du kan se Markus E. Olsens gudstjeneste her.