Statsminister: Lærerne bestemmer selv, hvad de vil lære elever om Grønland

Politikerne skal ikke blande sig i, hvordan og hvor meget lærerne i den danske folkeskole underviser om det moderne Grønland, mener statsminister Mette Frederiksen (S).
Politikerne skal ikke blande sig i, hvordan og hvor meget danske børn og unge bliver undervist i forholdene omkring Grønland, mener statsminister Mette Frederiksen (S). Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
08. november 2023 12:24

Mange danskere har brug for at vide mere om det moderne Grønland.

Så langt kunne statsminister Mette Frederiksen (S) og folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) blive enige under en spørgetime i Folketinget tirsdag. 

 - Jeg tror, det er rigtigt, at rigtig, rigtig mange danskere mangler oplysning om det moderne Grønland, og det må vi jo løbende have en snak om, hvordan vi kan tilvejebringe, sagde Mette Frederiksen.

Det skete, efter IA-politikeren bad om svar på, hvordan regeringen vil sikre, at danske børn og unge lærer mere om det moderne Grønland.

Mere viden kan nemlig være med til at fjerne fordomme, som ikke mindst unge grønlændere i Danmark møder, mener Aaja Chemnitz.

- Et stort ønske fra Inuit Ataqatigiit er jo at sikre, at der er langt mere undervisning om det moderne Grønland i danske folkeskoler og gymnasier, sagde hun under spørgetimen.

Men det er ikke op til politikerne at beslutte, hvad de danske skoleelever skal lære om Grønland, sagde Mette Frederiksen.

- Jeg synes ikke, det er mig, der i Folketingssalen skal stå og definere, hvad det er, der skal undervises i konkret i folkeskolen. 

Og det bør hendes kolleger i Folketinget, der er med i aftaler om folkeskolen, heller ikke blande sig i, mener Mette Frederiksen.

- Fra regeringens side mener vi, at man skal gå et skridt væk fra folkeskolen, fordi vi egentlig har ret stor tillid til, at lærerne sammen med en skolebestyrelse og en skoleleder og elever og forældre er de bedste til at lave vores folkeskole lokalt.

Statsministeren: Der sker diskrimination af grønlændere i Danmark

Statsministeren erkendte dog, at der er behov for at gøre op med fordomme mod grønlændere i Danmark.

Også selv om langt de fleste borgere med grønlandske rødder i Danmark lever et godt liv, sagde Mette Frederiksen.

- Der er også diskrimination, fordomme, og der bliver sagt ting, som ikke er rigtige. Selv hos vores unge generation hører man ord, som jeg ikke en gang har lyst til at gengive her i Folketingssalen.

- Der et fælles ansvar at gøre op med det og gå op imod den kultur, sagde Mette Frederiksen og påpegede, at diskrimination på baggrund af etnicitet er ulovligt.

I sommer besluttede Folketinget at gøre det obligatorisk, at danske folkeskolelever skal lære om Grønland og Færøernes plads i rigsfællesskabet i historieundervisningen.

Folketinget har flere gange afsat penge til at få udviklet materiale til undervisning om det moderne Grønland til danske skoleelever. Det er blandt andet mundet ud i hjemmesiden dagensgrønland.dk, hvor undervisere frit kan hente materiale.