Aftale: Danske elever skal lære historien om rigsfællesskabet
Fremover bliver det obligatorisk at undervise i det historiske forhold mellem Grønland, Færøerne og Danmark. Det har et flertal af Folketinget besluttet med en ændring af den danske skolereform fra 20114.
- Rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne er en væsentlig del af både den fælles historie og vores nutid og med til at definere, hvem vi er. Kendskabet til Rigsfællesskabet skal styrkes, står der i aftaleteksten.
LÆS OGSÅ Regeringen vil sætte rigsfællesskabet på skoleskemaet
Rigsfællesskabet kommer til at blive et punkt på en liste med i øjeblikket 29 perioder i Danmarkshistorien.
Men det er endnu uvist, præcis hvad og hvor mange timer danske børn skal lære om rigsfællesskabets historie. Det skal en ekspertgruppe først beslutte.
Forening: Godt – men ikke godt nok
Med aftalen har politikerne delvist imødekommet et såkaldt borgerforslag om at sætte rigsfællesskabet på skoleskemaet.
Forslaget "Rigsfællesskabet på skoleskemaet” blev stillet i efteråret af organisationer og institutioner, blandt andre Foreningen Grønlandske Børn, De Grønlandske Huse og Ungdommens Røde Kors i Danmark.
LÆS OGSÅ Rigsfællesskabet skal på dansk skoleskema
Og generalsekretær hos Foreningen Grønlandske Børn, Puk Draiby, er på sin vis glad for den nye aftale.
- Det er meget glædeligt, at politikerne har lyttet til et generelt ønske om at få rigsfællesskabet mere frem på dagsordenen, og at det på den måde kommer ind i skoleskemaet, siger hun.
Men i borgerforslaget opfordrer organisationerne til, at rigsfællesskabet også indgår i fagene dansk, samfundsfag og natur-teknologi.
- Vi (ser, red.) gerne, at (…) det moderne rigsfællesskab også kommer på dagsordenen. At det bliver naturligt, at man læser grønlandsk og færøsk litteratur, lige som man læser dansk litteratur. At når man beskæftiger sig med nogle globale, politiske forhold, også kigger mod Grønland og Arktis, siger Puk Draiby.
LÆS OGSÅ Danmark uddeler penge til viden om rigsfællesskabet
Med den nye aftale om undervisning i historie, frygter generalsekretæren, at undervisningen om rigsfællesskabet bliver for ensidigt.
- Jeg kunne frygte, at det blev for tilbageskuende, og der måske også blev et for meget dansk perspektiv på det. Så jeg vil håbe, at man vil få inviteret færøske og grønlandske personligheder ind i en definition af, hvad er de enkelte, historiske nedslag.
Hele årsagen til at lære danske skolebørn mere om Grønland og Færøerne bunder i et ønske om bedre forståelse mellem indbyggerne i rigsfællesskabet, påpeger Puk Draiby.
- Der er mange fordomme og stereotyper om grønlændere, og vi tror på, at hvis der kommer en større viden om den mangfoldighed, som Grønland jo er, vil det også tynde ud i fordommene.