Fem år gammel aftale: Rigsfællesskabet kommer på skemaet

Fremover skal rigsfællesskabet være en fast del af den danske historieundervisning i folkeskolen. Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i Danmark.
Danske skoleelever kan se frem til at lære om alt fra Hans Egede til det nuværende forhold mellem Grønland og Danmark.
Skrevet af Liv Almer
06. juni 2023 14:58

Den tunge stemning, som i øjeblikket hænger i luften mellem Grønland og Danmark, kan måske finde en smule aflast i de danske folkeskolelokaler.

Fremover skal rigsfællesskabet nemlig være en fast del af den danske historieundervisning.

Det danske Børne- og Undervisningsministerium har gjort det obligatorisk at undervise i rigsfællesskabet i historieundervisningen i den danske folkeskole fra det kommende skoleår. Det skriver de i en pressemeddelelse tirsdag.

Men selvom det først nu er blevet obligatorisk at undervise i historien mellem Danmark, Færøerne og Grønland, stammer aftalen om, at det skal indgå i undervisningen, helt tilbage fra 2019.

Udover at eleverne skal lære om rigsfællesskabet, så kommer også Holocaust på skemaet.

De to emner er en del af den såkaldte historiekanon med i alt 29 punkter, som skoler skal undervise i.

- De faglige kanonudvalg har givet anbefalinger til, at folkeskolens historiekanon får et nyt punkt med titlen ”Nordatlanten og rigsfællesskabet”, står der i pressemeddelelsen.

Historieundervisning gælder også nutiden

I juni 2021 nedsatte Børne- og Undervisningministeriet i Danmark et såkaldt kanonudvalg, som skulle komme med deres anbefalinger til, hvordan et nutidigt fokus på rigsfællesskabet kunne implementeres i historiekanonen og hermed i undervisningen.

Det gjorde udvalget i slutningen af 2021, men deres anbefalinger gav anledning til flere spørgsmål, skriver Børne- og Undervisningsministeriet.

Det var nemlig også relevant at undervise de danske folkeskoleelever med et mere nutidigt fokus på rigsfællesskabet.

Derfor blev kanonudvalget bedt om igen at trække i arbejdstøjet og påbegyndte i efteråret 2022 arbejdet.

Et arbejde, der nu er færdigt, og derfor er blevet til et krav om undervisning i blandt andet rigsfællesskabet.

- Rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne er en væsentlig del af vores fælles historie, nutid og fremtid, og er med til at definere, hvem vi er. Det skal man selvfølgelig lære om i folkeskolen, udtaler børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (A) i pressemeddelelsen.

KNR arbejder på en kommentar fra børne- og undervisningsministeren.