Demokraatit vinder valget

Demokraatit vinder valget til Inatsisartut.
Nuuk er som landets største valgsted netop talt op, men forspringet ned til de andre partier er nu så stort, at Demokraatit helt sikkert bliver landets største parti.
Det siger Jens Thorin, der redaktør i KNR, og som har fulgt grønlandsk politik i mange år.
99 procent af stemmerne er talt netop nu. Formand Jens Frederik Nielsen har fået 4.419 personlige stemmer, og det er det højeste antal personlige stemmer, som en kandidat har fået til dette valg.
Havde ikke regnet med det
- Vi havde ikke regnet med, at valget ville have dette udfald. Vi er meget glade. Selvom valget er færdigt, så starter politikken nu, siger Jens-Frederik Nielsen til den partilederrunde, som er i gang på KNR TV netop nu.
- Grønland har behov for, at vi står sammen i en tid med stor interesse udefra. Der er behov for sammenhold, så vi vil gå i forhandlinger med alle, siger han.
Som det største parti er det nemlig Demokraatit, der nu har retten til at indlede forhandlinger med de andre partier til et nyt naalakkersuisut.
Han er også klar til at række hånden ud til valgets anden store vinder - nemlig Naleraq.
- Naleraq har også flot fremgang og er nu landets næststørste parti. Vi har ikke lukket dem ude. Vores land har brug for, at vi står sammen, siger han.
Kanonvalg til Naleraq
Demokraatit står lige nu - klokken 01.04 - til at få ikke mindre end 30,5 procent af stemmerne ved dagens Inatsisartutvalg. Dermed har partiet lagt sig foran de normalt store partier Inuit Ataqatigiit og Siumut.
Selv om der stadig mangler at blive optalt nogle valgsteder, så ser det ud til, at det koster at være i koalition: IA står til at få 21 procent af stemmerne lige nu, og Siumut ligger blot på 15 procent.
Til gengæld har Naleraq også haft et kanonvalg - lige nu står partiet til at blive det næststørste i landet. Fælles for både Demokraatit og Naleraq er, at de begge har været i opposition i den sidste valgperiode.
Og det siger sig selv, at det var en slagen partiformand for Siumut, der dukkede op til partilederdebatten - og det er også en partiformand, som ikke fik ført en snorlige valgkamp. I stedet for gik der slingrekurs i debatten om farten på selvstændighed og offentlig mudderkastning med profiler, der forlod Siumut til fordel for Naleraq.
- Vi har det dårligste resultat nogensinde. Jeg påtager mig hele ansvaret, siger han.
- Jeg påtager mig hele ansvaret for det dårlige valg, det har kostet rigtig meget.
Har du tanker om at træde tilbage?
- Lad os lige sove på den, og så ser vi, hvad der sker de kommende dage, svarer Erik Jensen.
En regulær jordskredssejr
Demokraatit bliver ledt af Jens-Frederik Nielsen på 33 år. Og der er tale om en regulær jordskredssejr, for ved sidste valg i 2021 fik partiet blot 2454 stemmer svarende til 9,1 procent af stemmerne. I dag fik Demokraatit 8.200 stemmer.
Allerede tidligt på valgaftenen stod det klart, at det var gået partiet langt bedre ved dette valg end sidste gang.
Valgresultatet er endnu ikke godkendt formelt.
