Læger uden Grænser sender igen skib til Middelhavet

I december indstillede Læger uden Grænser sin indsats med skibet "Aquarius" i Middelhavet, men nu sender de et nyt skib til området.
Foto © : Læger uden Grænser
Skrevet af Ritzau
21. juli 2019 14:34

Læger uden Grænser sender sammen med organisationen SOS Mediterranée igen et skib til Middelhavet.

    Det oplyser Læger uden Grænser i en pressemeddelelse.

    Skibet skal redde migranter, asylansøgere og flygtninge, der forsøger at krydse Middelhavet til Europa fortrinsvis fra Libyen, oplyser organisationen.

    Frem til december 2018 var de to organisationer til stede i Middelhavet med skibet "Aquarius", der ligeledes samlede migranter op og sejlede dem til havne i Europa.

    Driften med "Aquarius" blev indstillet efter anklager fra italienske myndigheder om, at skibet havde skaffet sig af med 24.000 ton affald på ulovlig vis i italienske havne.

    Beskyldninger, som Læger uden Grænser afviste.

    Og det er europæiske politikeres fejlslagne politik, der nu får organisationerne til i slutningen af juli at sende det norske skib "Ocean Viking" til Middelhavet.

    Det udtaler Sam Turner, leder af redning og Læger uden Grænser Libyen, i pressemeddelelsen.

    - Politikere vil have jer til at tro, at flere hundrede menneskers død til søs og lidelsen for flere tusinde flygtninge og migranter fanget i Libyen er en acceptabel pris for at forsøge at kontrollere migration.

    - Den barske realitet er, at mens de bebuder afslutningen på den såkaldte migrationskrise i Europa, vender de det blinde øje til den humanitære krise, denne politik skaber i Libyen og til søs.

    Ifølge organisationen er mindst 426 kvinder, mænd og børn omkommet i år i deres forsøg på at krydse Middelhavet og nå Europa.

    "Ocean Viking" har faciliteter til lægebehandling, og der er ifølge Læger uden Grænser plads til 200 reddede personer.

    Et af problemerne for Læger uden Grænser og SOS Mediterranée med skibet "Aqaurius" var, at skibet blev nægtet adgang til flere europæiske havne.

    Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvor organisationen ønsker at landsætte reddede migranter og flygtninge fra "Ocean Viking".

    Skibet vil i slutningen af juli sætte kursen mod den centrale del af Middelhavet.

    /ritzau/