Kvinde i kørestol smidt af færge: Direktør erkender fejl

61-årige Saramina Lundblad Martinsen skulle hjem og have sin livsvigtige medicin, men blev nægtet adgang af Sarfaq Ittuks personale.
Saramina Lundblad Martinsen sidder delvist i kørestol efter en nyretransplantation. Foto © : Ole Petersen/KNR
25. august 2023 08:01

19. august var Saramina Lundblad Martinsen på 61 år netop kommet ombord Arctic Umiaq Lines færge Sarfaq Ittuk i sin kørestol.

Hun var glad efter nogle dejlige dage i Sisimiut, hvor hun havde deltaget i sit barnebarns barnedåb. Nu skulle hun hjem til Ilulissat.

Men sådan gik det ikke.

- Du skal have en ledsager med ombord og flytte til en handicapvenlig kahyt, lød det fra en mand, der arbejdede på færgen.

Det fik Saramina Lundblad Martinsen til at undre sig.

Få dage forinden havde hun sejlet med selvsamme færge fra Ilulissat til Sisimiut. Der skulle hun hverken have en ledsager med eller bo i den handicapvenlige kahyt.

Livsvigtig medicin

Saramina Lundblad Martinsens fysiske evner er forværret efter en nyretransplantation. Derfor er hun til tider afhængig af sin kørestol.

Transplantationen betyder også, at hun tager livsnødvendig nyremedicin.

Saramina Lundblad Martinsen havde ikke taget meget mere af sin livsvigtige medicin med til Sisimiut. Foto © : Ole Petersen/KNR

- Jeg forklarede manden ombord, at min medicin lå derhjemme, og jeg var nødt til at rejse, siger hun.

Saramina Lundblad Martinsen fik to timer til at finde en ledsager, hvis hun skulle med færgen. Derudover skulle hun finde 2.500 kroner, så hun kunne betale for den handicapvenlige kahyt.

Hun fandt ingen af delene, så nu - næsten en uge senere - er hun stadig i Sisimiut.

Imens hun venter, bliver hendes helbred langsomt dårligere.

- Hvis jeg ikke får min medicin, ved jeg ikke, hvordan jeg skal overleve. Jeg er meget ked af det, siger hun til KNR, da vi snakker med hende første gang onsdag.

Erkender fejl

Efter interviewet kontakter KNR direktør for Arctic Umiaq Line Jens-Jakob Sandgreen.

Direktøren var ikke bekendt med episoden. Kort efter får Saramina Lundblad Martinsen en undskyldning og en betalt tur hjem til Ilulissat på lørdag i færgens handicapvenlige kahyt med mad inkluderet.

Altså, en uge senere end hendes planlagte tur.

Jens-Jakob Sandgreen erkender, at alle fejl er placeret hos Arctic Umiaq Line.

- Vi har ikke været dygtige nok til at oplyse om de kriterier, vi har, når man er kørestolspassager, siger Jens-Jakob Sandgreen til KNR.

Arctic Umiaq Line har et krav om, at man som kørestolsbruger skal have en ledsager med ombord – også når man er delvist kørestolsbruger.

Det skyldes sikkerhedshensyn, hvis der opstår ustabilt vejr.

Ifølge direktøren vurderede færgens personale, at Saramina Lundblad Martinsen godt kunne rejse uden en ledsager og med en liggeplads i en sovesal under sin rejse fra Ilulissat til Sisimiut.

På hendes hjemrejse var vejret skiftet til mere ustabilt vejr med kraftigere bølger, så derfor skulle hun have en ledsager og den 2.500 kroner dyrere handicapvenlige kahyt.

Ændringer i kommunikation

Er du kørestolsbruger, og vil du rejse med Arctic Umiaq Line, skal du selv kontakte selskabet via e-mail og fortælle, hvad dit behov er.

Den oplysning finder du tre klik inde på hjemmesiden under "nyttig viden".

- Det er faktisk ret meget at bede om, erkender Jens-Jakob Sandgreen.

- Vi skal gøre det nemmere ved bookingstidspunktet, hvor passagerer kan markere, at man er kørestolsbruger. Ligesom man kan markere, at man er pensionist eller barn, siger Jens-Jakob Sandgreen

Saramina Lundblad Martinusen glæder sig meget til at komme hjem til Ilulissat, så hun kan få sin livsvigtige medicin. Foto © : Ole Petersen/KNR

Vil du love, at der kommer til at ske en ændring?

- Jeg kan i hvert fald love, at vi kommer til at skrue op for indsatsen på dette område. Vi arbejder på et nyt bookingsystem til næste års sejlsæson. I det arbejde vil vi reflektere over de behov, siger Jens-Jakob Sandgreen.

Saramina Lundblad Martinsen er lettet, da KNR kontakter hende for anden gang samme dag.

- Jeg er glad og taknemlig for, at jeg skal rejse hjem til Ilulissat på lørdag. Jeg glæder mig til at få min nyremedicin igen, siger hun.