Kuupik V. Kleist: Vi har et fælles standpunkt

Danmark bakker op om Grønlands fastsættelse af hvalkvoter uden om den internationale hvalfangstkommission, IWC. Det siger formand for Naalakkersuisut Kuupik V. Kleist, efter mødet med både statsministeren og udenrigsministeren i går:
Skrevet af Mads Lynge
11. januar 2013 05:02

- Vi er enige hele vejen igennem. Vi har selvfølgelig haft drøftelser over den seneste tid om udviklingen i denne her sag. Vi er nået til enighed om et fælles standpunkt, siger formand for Naalakkersuisut Kuupik V. Kleist.

Han understregede også endnu en gang, at Grønlands beslutning om at tildele sig selv 10 ekstra hvaler uden om den Internationale Hvlafangstkommission, ikke er et udtryk for at Grønland er færdige med IWC.

- Der er overhovedet ikke tale om, at der er et grønlandsk inititativ for at træde ud af hvalfangstkommissionen, tværtimod. Vi har en interesse i at styrke organisationen i sin opgave, nemlig at være en international fælles forvaltningsorganisation for store hvaler, men det endnu mere væsentligt, at man basere sit arbejde på de vedtagne principper om videnskabelighed og bæredygtighed. Hvis man fjerner sig fra de principper, så er historien selvfølgelig en anden, siger formand for Naalakkersusiut Kuupik V. Kleist.

Medlem af Naalakkersuisut for Fangst og Fiskeri, Ane Hansen, der også deltog i mødet, oplyser, at Grønland og Danmark netop nu er i fuld gang med at formulere en fælles skrivelse til IWC's medlemmer om baggrunden for Naalakkersuisuts enegang i beslutningen om 10 ekstra hvaler i dette års kvote.