Kuupik trækker sig
IA har i dag indkaldt til pressemøde, hvor Kuupik V. Kleist har orienteret om sin afgang som formand. Han beholder dog sin plads i Inatsisartut, understreger han.
- Efter cirka 30 års arbejde i partiet og Inuit Ataqatigiits landsorganisation har jeg besluttet at trække mig fra formandsposten i Inuit Ataqatigiit, siger Kuupik Vandersee Kleist i en kortfattet pressemeddelelse.
Han kigger tilbage på et årti, hvor IA har vokset sig stort, fået en folketingsmandat og har haft formandsposten i Naalakkersuisut.
- Vi har i løbet af en årrække gennemgået en omfattende politisk udvikling både for landet som helhed, men også hos Inuit Ataqatigiit. De begivenheder vi har været vidne til over det seneste år, og den ustabile politiske situation taget i betragtning, gør at Inuit Ataqatigiit bør være forberedt på enhver tænkelig situation, og vi må tage de nødvendige beslutninger, siger han og forsikrer om, at han efterlader partiet i gode hænder.
Han afviser, at hans fratræden i dag har noget som helst at gøre med afsløringen i Berlingske Tidende forleden, om at han sammen med Ove Karl Berthelsen planlægger at rådgive selskaber med interesse i grønlandske råstof- og anlægprojekter. En påstand han i øvrigt også afviste.
Kuupik Kleist afviser artikel i Berlingske
- Det er tilfældigt, at det tidsmæssigt falder sammen. Jeg orienterede bestyrelsen om min beslutning for to uger siden. Og jeg meddelte allerede før valget, at den næste generation skal forberede sig på at tage over, siger Kuupik V. Kleist.
Lokalafdelingerne i partiet blev orienteret i slutningen af sidste uge.
IA's nye formand vælges på en ekstraordinær generalforsamling 30. maj. Indtil da vil Aqqaluaq B. Egede være fungerende formand. Det blev besluttet på et møde i hovedbestyrelsen i dag.
Der er første gang i partiets historie, at bestyrelsen ikke anbefaler en ny kandidat.
- Det er tid for nye kræfter at komme til, sagde Kuupik Kleist på pressemødet.
Der er endnu ingen officielle kandidater til posten som ny formand.
- Det er op til generalforsamlingen at vælge den nye formand. Vi har mange gode kandidater, siger Aqqaluaq B. Egede.
Sara Olsvig meddeler, at hun overvejer at stille op, men endnu ikke har besluttet sig.
- Jeg er ikke helt afvisende, siger hun, og samme melding lyder fra Juliane Henningsen og Aqqaluaq B. Egede. Alle tre var til stede ved pressemødet.