Kuupik hos Barroso

Formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist har i dag holdt møder med EU kommissionens top om Grønlands kommende EU aftaler og Grønlands OLT formandskab. Det oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
Skrevet af Mads Lynge
07. maj 2012 17:07

- Mødet med EU kommissionens formand José Manuel Barroso har været en vigtig milepæl i processen mod, at nå frem til fornyede aftaler med EU. Samarbejdet der i dag konkret omfatter fiskeri, uddannelse og en OLT associering, giver bl.a. Grønland adgang til en lang række EU programmer og til toldfri adgang til markedet, skriver Kuupik Kleist.

Landskassen modtager årligt et beløb svarende til cirka 320 millioner kroner fra EU kommissionen.

- Grønland ser på den europæiske union som en vigtig partner da vi deler en masse fællesinteresser. Grønland kan tilføje værdi til EU's behov for økonomisk grøn vækst, hvis EU ønsker dette. Derfor har Grønlands selvstyre været i tæt dialog med EU kommissionen om en fælles tilgang til et fremtidigt samarbejde, skriver Kuupik Kleist.

Grønlands fornyede fiskeriaftale forventes politisk godkendt inden udgangen af 2012, mens Grønlands partnerskabsaftale bliver forhandlet nuværende tidspunkt.

Som OLT-formand havde Kuupik Kleist også et møde med EU's udviklingskommissær Andris Piebalgs, hvori han fremhævede, at de oversøiske lande og territorier har en unik dimension som er global og med et stort potentiale.