Kuannersuit: Kinesisk selskab kommer ind ad bagdøren

Danmark advarer mod store, kinesiske investeringer i Grønland. Men kinesiske Shenghe Resources får adgang til Kuannersuit, hvis minen bliver til realitet.
Det kinesiske selskab Shenghe Resources bliver en del af udvindingen af en mine i Kuannersuit.
08. februar 2021 04:27

Der kan meget vel blive tjent kinesiske yang på en mine i Kuannersuit.

Det kinesiske selskab Shenghe Resources Holding Ldt. købte nemlig i 2016 12,5 procent af aktierne i mineselskabet Greenland Minerals (GME). Dermed får et kinesisk selskab adgang Grønlands foreløbig største råstofprojekt til dato.

Der sker, selv om Danmark adskillige gange har advaret mod store, kinesiske investeringer i Grønland.

Kina har erklæret, at landet ønsker at spille en stor rolle i Arktis, især for at udnytte søruter og råstoffer. Men lande som Danmark, USA og Canada frygter, at kinesiske virksomheder vil give fortrolige informationer om Grønland og Arktis videre til Kinas regering, da der er tætte bånd mellem kinesisk erhvervsliv og det kommunistiske parti i Kina.

Men vejen ind i Grønland for Shenghe har været ad omveje. Selskabet har nemlig ikke henvendt sig for at investere direkte i Grønland, forklarer Jesper Zeuthen, lektor i kinesiske område-studier ved Aalborg Universitet.

Han har besøgt Shenghe Resources i Kina og forsket i selskabet og råstofindustrien i Kina.

- Shenghe er anderledes, fordi det ikke er en direkte kinesisk investor i Grønland.

Shenghe er godkendt i Australien

Hverken Grønland eller Danmark har en lov, der direkte spænder ben for bestemte udenlandske selskaber.

Dansk advarsel mod kinesiske investorer
 

Danmark har flere gange har advaret kraftigt mod at lade kinesiske selskaber investerer i store projekter i Grønland.
 

I 2015-16 havde det kinesiske selskab Generel Nice Group udvist interesse for den gamle flådestation i Grønnedal. Men i 2016 meddelte Danmark pludselig, at Forsvaret alligevel godt kunne bruge Grønnedal som 'logistisk støttepunkt'
 

I 2018 var det kinesiske selskab China Communications Construction Company (CCCC) klar til at byde på byggeriet af Grønlands nye lufthavne. Selskabet trak sig dog, efter den danske regering blev medejer af Kalaallit Airports A/S.

- Vi har en lovgivning, der siger, at når det er uran, er der en hel særlig procedure for, hvad der skal ske - men deruodver har vi ikke en lovgivning til at styre, hvilke investorer, der kommer ind, siger Jesper Zeuthen.

Det har Australien - hvor GME er registreret - til gengæld.

 

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut forlænger høringsperiode for Kuannersuit

Her må udenlandske selskaber, der er ejet med over 20 procent af en stat, ikke investere i landet.

Men Shenghe har kun en statslig ejerandel på 19,9 procent og er derfor blevet godkendt af de australske myndigheder til at købe sig ind i GME.

Og det er en klar fordel for GME, mener Jesper Zeuthen. Shenghe har nemlig mange årtiers erfaring i at udvinde sjældne jordarter i Kina.

- Det, som Shenghe selv siger, de kan bidrage med, er, at de har en ekspertise i at udvikle den slags miner og geologi, som er omkring Kuannersuit. Og det er noget, de rigtig gerne vil, fordi de er geologiske specialister. Det kan de tjene penge på ved at lave en unik rådgivning.

Kina opnår viden om råstoffer i Arktis

Over 90 procent af verdens udvinding af sjældne jordarter sker i dag i Kina. Men med 12,5 procent af ejerandelen i GME, vil Shenghe ikke få den største gevinst ud af en mine i Kuannersuit. 

Forsvaret advarer mod Kina i Arktis

Forsvaret advarer i sin risikovurdering fra 2020 mod, at kinesiske selskaber investerer i Grønland. I vurderingen står:

- På grund af tætte forbindelser mellem kinesiske virksomheder og det politiske system i Kina er der særlige risici forbundet med omfattende kinesiske investeringer i Grønland. Det skyldes den indvirkning, som større investeringer vil have på et samfund af Grønlands størrelse. Hertil kommer, at risikoen for politisk indblanding og pression øges, når det drejer sig om investeringer i strategiske ressourcer.

Kilde: Forsvarets Risikovurdering 2020

Til gengæld får selskabet noget andet, som ikke kan måles i kroner, øre eller yang; nemlig viden om råstoffer i Arktis.

- De opnår erfaring ved at arbejde uden for Kina, som de kan bruge til noget, siger Jesper Zeuthen.

Og når GME er afhængig af specialviden, kan Shenghe - potentielt - styre tempoet i udvindingen af de sjældne jordarter i Kuannersut.

 

LÆS OGSÅ Professor: Mine vil forandre Narsaq for evigt

- Kinas interesse i, at der bliver udviklet miner uden for Kina til at udvinde sjældne jordarter, er måske ikke enorm høj. Så en mulig interesse kunne også være, at der ikke sker så meget på Kvanefjeld.

En anden og mere realistisk tilgang er dog ifølge Kina-eksperten, at Shenghe og Kina ganske enkelt har en interesse i at opbygge viden og dermed også penge om råstoffer i Grønland og Arktis generelt. 

- Det kan også være, at Kina har en interesse i, at det bliver udviklet, bruge deres kompetencer og tjene penge på det, siger Jesper Zeuthen.