Krydstogtturister: Ingen klage over Nuuk, alt er så smukt!

Antallet af krydstogtskibe, der kommer til Grønland i år er vokset til 480. Det er rekordstort, oplyser turismeorganisationen Visit Greenland.
Skrevet af Karline Platou
30. juli 2023 09:05

Antallet af krydstogtskibe er rekordstort i år.

Visit Greenland forventer, at 480 lægger til kaj i Grønland, og det er 100 flere end sidste år. 

I onsdags kom Riviera forbi på sin rute fra Island og lå til kaj i nogle timer. KNR tog til havnen i Nuuk for at møde turisterne, der åbenbart ikke har noget problem med det kølige sommervejr. 

Brenda Brock. Foto: Karline Platou Foto © : Karline Platou/ KNR

- Det er helt fint med mig, at det er køligt vejr, og jeg har jo en jakke på. Der er ingen regn, men tåget, og det gør ikke noget, siger amerikanske Brenda Brock til KNR.

- Jeg har aldrig været i Grønland før, og jeg har altid ønsket mig det. Det hele er så dejligt. Jeg så isbjerge, og jeg er rigtig glad for at være her. Det hele er bare så smukt, siger hun og fortsætter:

- Jeg har ikke noget at klage over. Alle ser venlige ud, og det er fantastisk og smukt. 

Gulperi og Yasar Ozcan. Foto: Karline Platou Foto © : Karline Platou/ KNR

KNR mødte også et amerikansk ægtepar, der rejser rundt i hele verden:

- Jeg synes, det er spændende at se Grønland. Jeg og min kone rejser rundt i hele verden, og Grønland er et af de steder, vi ville se, siger 72-årige Yasar Ozcan.

- Vi er glad for at komme til Nuuk. Så kan vi gå lidt rundt i byen og se på bygninger, det er en farverig by, siger Gulperi Ozcan, der også er 72 år. 

Ivinnguaq Andersen. Foto: Karline Platou Foto © : Karline Platou/ KNR

Med krydstogtskibene kommer der også en lang række købelystne mennesker på én gang. På kajpladsen er der dog kun en enkelt salgsbod.

- Turisterne er meget interesseret i at høre om, hvor grønlandsk husflid kommer fra, og hvad det lavet af. Men mange af dem synes, at priserne er for høje, fortæller Ivinnguaq Andersen fra Tupilak Travel, som sidder i boden.

Hun mener dog, at det ville mere bedre, hvis der var flere boder på kajen:

- Mange krydstogtsturister er interesseret i vores kultur, og hvor vi stammer fra. Så det kunne være godt, hvis der var flere boder på kajen, siger hun.