VIDEO Sisimiut-fiskere med klart budskab til Kruse

Naalakkersuisoq for fangst og fiskeri har været i dialog med fiskere og fangere i Sisimiut. Mødet har skabt forhåbninger om et bedre samarbejde.
Skrevet af Ole Pl. Petersen
12. maj 2015 16:10

Forud for mødet havde fisker- og fangerforeningen i Sisimiut forberedt otte punkter, som de ville drøfte med naalakkersuisoq.

- Et politisk samarbejde omkring forbedringer af fiskerimulighederne er selvsagt det største ønske, siger medlem i bestyrelsen for fisker og fangere i Sisimiut, Leif Fontaine.

Fiskeri efter stenbider, udenskærs hellefisk, krabbefiskeri samt indhandlingsmuligheder – var kun en lille del af drøftelserne.

- De har et klart budskab om deres ønsker for løsninger på deres nuværende problemer. Jeg mener, at vores drøftelser her vil føre til positive skridt, efter at have lyttet til dem også i forholdt til det videre politiske arbejde med sagerne, siger naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Karl-Kristian Kruse, til KNR.

Selvom mødet foregik i fred og fordragelighed var der plads til at give et lidt kraftigere udtryk over utilfredsheden ved forholdene.

- De største fejl er blevet lavet af de "åh, så flotte" kommissioner. Tænk lidt på dem, siger en af deltagerne under mødet.

- Hvis man vil udføre politisk arbejde, så må man kunne påtage sig alvorlige og forskelligartede sager. Derfor undrer det mig ikke, at når vi er andre steder - også her - skal høre om de alvorlige forhold, man lever under, som bliver udtrykt lidt hårdt. Det er kun på sin plads, siger Karl-Kristian Kruse.

Mødet endte dog positivt.

- Det har været vigtigt for os at melde ud, at fiskerimulighederne udbygges yderligere nu, hvilket jeg mener blev modtaget positivt, sagde Leif Fontaine til sidst.