Kronprinsen opereret for diskusprolaps

Kronprins Frederik er søndag blevet opereret for en diskusprolaps, oplyser Kongehuset. Han er mandag morgen blevet udskrevet fra Rigshospitalet.
Foto © : Arctic Circle Race, ACR2016
03. september 2018 07:43

Operationen er gået som planlagt, og den 50-årige prins har det efter omstændighederne godt, meddeler Kongehuset.

Hoffet forventer, at Kronprins Frederiks officielle aktiviteter er indstillet i de kommende uger, hvor prinsen skal gennemgå et genoptræningsforløb.

LÆS OGSÅ Kronprins Frederik døjer med ryggen før fødselsdagsløb

I 2016 kom prinsen til skade, da han under et privat arrangement hoppede på trampolin og pådrog sig et brud på i halsrygsøjlen under et fald.

Efter adskillige uger med en halskrave forventede lægerne, at han ville restituere fuldt ud.

Men i maj i år oplyste Kongehuset, at prinsen var plaget af rygproblemer.

I anledningen af hans 50-års fødselsdag gennemførte han dog at løbe med, da omkring 70.000 mennesker deltog i arrangementet Royal Run i Danmarks fem største byer.

LÆS OGSÅ Kronprinsparret og børnene gæster Færøerne