Krisen kradser i KNR: Ledelsen amputerer radioavisen - igen

Der er fortsat for få grønlandske journalister ansat i nyhedsafdelingen på KNR. Det betyder, at 18-nyhederne bliver en genudsendelse af middagsnyhederne. Det er meget alvorligt, siger Annga Lynge, direktør i KNR.
Det er med blødende hjerte, at KNR igen må skære ned på nyhederne, lyder det fra direktør Annga Lynge.
Skrevet af Anders Rytoft
06. november 2023 11:50

Nyhedsafdelingen i KNR mangler stadig grønlandske journalister. Fire for at være helt præcis. Radioavisen er normeret til syv grønlandske journalister, og dermed er der kun tre ansat på fuld tid.

Derfor meddelte ledelsen på et internt møde torsdag, at der igen skæres ned på nyhederne. Det har den konsekvens, at den sene radioavis fra i dag bliver en genudsendelse af middagsradioavisen. Derudover vil KNR udgive færre artikler på knr.gl, mens Qanorooq-udsendelsen forkortes i de kommende to måneder. 

Samme scenarie udspillede sig i februar, hvor 18-radioavisen blev skåret fra ligesom nu. 

- Vi har ansat flere freelancere og købt os hjælp udefra, men manglen er så stor, at vagtplanerne ikke kan hænge sammen, når folk bliver syge og skal holde ferie, siger Annga Lynge, der startede som direktør i KNR for to måneder siden.

Grønlandske og danske journalister

Hun er bevidst om, at man har prøvet at afhjælpe personaleproblemerne i nyhedsafdelingen ved at hente hjælp fra andre afdelinger. Men det er heller ikke en god løsning, mener Annga Lynge, fordi de andre afdelinger også er forpligtet til at levere i forhold til public service-kontrakten. 

- Forholdene er meget kritiske, siger hun.

- Specielt fordi nyhedsafdelingen køres og bestræbes på at køre både på grønlandsk og dansk. Situationen med sprogene er slet ikke jævnbyrdige. Der er tilstrækkeligt  mange danske journalister, men manglen på grønlandske journalister og versionister er også en virkelighed. 

Kontakt med naalakkersuisut

På spørgsmålet om, hvorfor det er så svært at tiltrække grønlandske journalister, svarer Annga Lynge: 

- Journalistik er mangeartet. Man skal kunne tilpasse sig situationer, der ændres på minutter. Derfor ansætter vi journalister, der har sådanne kompetencer. Kravet om at levere hurtigt giver også påvirkninger - især når man er for få, når der er sygdom eller ferie. Det skal man kunne tilpasse sig til, når man arbejder med nyhedsjournalistik. 

KNR vil ifølge direktøren fortsætte arbejdet med at løse personalesituationen. Det er dog svært at rekruttere lokale journalister på grund af lave lønninger og manglen på personalebolig, forklarer Annga Lynge og oplyser, at hun sammen med ledergruppen har holdt møde med naalakkersuisoq. 

- Vi har sendt et brev og er i daglig kontakt med departementet.

Du har været ansat i to måneder. Har du et bud på, hvad der konkret skal til for at løse krisen? 

 - Nej, det har jeg ikke. 

Men hvad vil du gøre for at vende skuden og dermed sikre en holdbar situation?

- Jeg synes, at operationen er fint i gang.