Kreutzmann-brødre udnævnt som sportsambassadører

De har været professionelle håndboldspillere i Japan, Frankrig, Sverige og Danmark. Nu skal de være rollemodeller og ambassadører for sport i Qeqqata Kommunia.
Angutimmarik (til venstre) og Akutaaneq Kreutzmann. Foto © : Erik Jensen
Skrevet af Noah Mølgaard
31. august 2020 11:27

Tidligere professionelle håndboldspillere Angutimmarik og Akutaaneq Kreutzmann flyttede tilbage til deres fødeby Maniitsoq denne sommer.

Men de har ikke lagt idrætstøjet bagerst i skabet. De er kommet hjem for også at give deres erfaringer videre til børn og unge. Qeqqata Kommunia viser nu, at brødrene Kreutzmanns engagement i idræt er værdsat af deres hjemkommune.

LÆS OGSÅ Akutaaneq Kreutzmann vender hjem til Maniitsoq

De blev nemlig udnævnt som sportsambassadører under kommunens kultur- og sundhedskonference i sidste uge.

- Brødrene er rollemodeller. De har vist, hvor langt man kan nå, selv om man kommer fra et lille sted som Maniitsoq. De har blandt andet vist, at man kan nå professionel status og spille på eliteplan i Danmark, selv om man kommer fra et lille sted, siger borgmester i Qeqqata Kommunia Malik Berthelsen til KNR.

Høst af erfaringer

Akutaaneq og Angutimmarik Kreutzmann fik røde jakker af kommunen som bevis for deres nye rolle. De har også i forbindelse med deres flytning til Maniitsoq fortalt, at de har stor interesse i at påtage sig frivilligt arbejde i idrætten.

- Vi har meget stor interesse i at bruge brødrenes erfaringer og ikke mindst arbejde for at højne børn og unges interesse for at dyrke idræt. Det kan blandt andet ske ved at have rollemodeller, siger Malik Berthelsen.

- Det er svært at finde andre lige så egnede til at løfte den opgave som Akutaaneq og Angummarik Kreutzmann. Det er derfor, vi har udpeget dem som sportsambassadører, siger Malik Berthelsen.

LÆS OGSÅ Håndbold: Landsholdsprofil vender hjem

Qeqqata Kommunia og Grønlands Idrætsforbund GIF har indgået et samarbejde, hvor kommunen vil være med til at gøre Grønland til det land i verden, hvor der dyrkes mest motion.

Det samarbejde blev markeret onsdag med fællesvandretur i Maniitsoq med borgmester Malik Berthelsen i spidsen. Arrangementet fik stor tilslutning og blev godt flankeret af flot aftensol.