Ekspert forud for futsalmesterskab: Det bliver et brag af en turnering

Der bliver driblet, taklet og råbt fra udskiftningsbænk og tilskuerpladser i multihallen Inussivik i Nuuk fra i eftermiddag.
Der fløjter dommerne nemlig op til grønlandsmesterskaberne i futsal for herrer, hvor der er kampe fra mandag til finaledagen søndag.
David Bror Janussen, der har været træner for flere klubber og for landsholdet for dameseniorer og nu for ungdomspiger og N-85 herrer fra Narsaq, føler spænding bare ved at kigge på puljefordelingen.
- Jeg vil kalde pulje A for dødens pulje, siger David Bror Janussen.
Det er på baggrund af resultater ved kvalifikationsturneringerne hans analyse kommer overfor KNR.
Dødens pulje
I pulje A ligger Nagtoralik fra Paamiut, der blev nummer tre ved Sydgrønlands kvalifikationsturnering, Young Guns fra Nuuk, der blev nummer to i Sydgrønland, sidste års mestre B-67 fra Nuuk og SAK fra Sisimiut, som blev nummer to ved Nordgrønlands kvalifikationsturnering og som femte hold i dødens pulje ligger Nagdlúnguak fra Ilulissat, der vandt kvalifikationsturneringen i nord.
- Det bliver meget spændende, hvem der går videre til semifinalen fra pulje A. Der bliver spænding allerede fra den første kamp, lyder vurderingen fra David Bror Janussen.
En klar favorit
Den anden pulje består af vinderne af Sydgrønlands kvalifikationsturnering IT-79 fra Nuuk. De er kommet i selskab med I-69 fra Ilulissat, T-41 fra Aasiaat, N-85 fra Narsaq og UB-83 fra Upernavik, der alle fik sekundære placeringer i deres respektive kvalifikationsturneringer.
- Jeg tror selvfølgelig meget på, at IT-79 går videre til semifinale, som vindere af deres kvalifikationsturnering, siger David Bror Janussen.
- Men det er meget svært at sige noget om hvilket hold, der kan følge dem til semifinalen. Vi har som eksempel ikke set UB-83 fra Upernavik i flere år. Men vi kan med sikkerhed sige, at den pulje også bliver spændende, siger David Bror Janussen.
Første kamp bliver fløjet i gang klokken 14 i dag. To bedste hold fra begge puljer går videre til semifinalen.
KNR-TV sender alle kampe indledende runde fra mandag til fredag. Semifinaler og medaljekampe bliver også sendt direkte.