Kræver ekstraordinær samling

Siumuts Inatsisartut-gruppe vil have en ekstraordinær samling, hvor man vil kræve af Naalakkersuisut, at råstof-selskabers vilkår laves om.
Skrevet af Mads Fisker
30. januar 2012 06:21

Partiets parlamentarikere vil således bede Formandsskabet om at kalde Inatsisarut til samling, fremgår det af en fælles meddelelse.

Siumut mener nemlig, at Naalakkersuisut er for lempelige, når man ved råstofudvinding først og fremmest satser på at hente penge i kassen igennem de ansattes almindelige skat på arbejde samt en selskabs-beskatning.

Oppositions-partiet vil i stedet have virksomhederne til at betale en såkaldt royalty på alt, hvad de eventuelt måtte udvinde herhjemme. Det vil sige en afgift på en bestemt procentsats, som selskaberne i givet fald skulle betale af alt, hvad man omsatte for.

Naalakkersuisut har på sin side advaret imod, at sådanne skrappere krav ville føre til, at råstof-selskaberne i mindre grad vil være interesseret i at gennemføre sine omkostningstunge efterforskninger og anlægsinvesteringer, når den senere gevinst altså vil blive beskattet. Samtidig har et argument været, at Grønland ikke selv har råd til at sende milliarder efter efterforskning af olie og råstoffer.

Og vi forsøger naturligvis at finde ud af, hvordan Siumuts krav om en ekstraordinær samling bliver mødt, og hvad det mere konkret består af. Mere om det i løbet af dagen.