Kontrol afslører omfattende ulovlig snescooterkørsel

Grønlands Fiskeri Licens Kontrol, GLFK, har været på kontrolbesøg på Nordlandet ved Nuuk. Og de kunne konstatere, at der foregår ulovlig snescooterkørsel i stort omfang.
Skrevet af Kenneth Elkjær
06. april 2017 10:24

Kontrollen skete efter klager fra erhvervsfangere, og kontrollen viste sig at være berettiget. GLFK kunne nemlig konstatere spor efter snescooterkørsel i det åbne land og snescootere parkeret ved hytter.

Derudover opdagede GFLK et hold på 10-15 snescooterkørere, der startede en tur fra Amitsorsuaq ved mundingen af Buksefjorden og kørte i retning mod Nuuk.

Gældende lovgivning

Motoriseret kørsel i det åbne land reguleres af Selvstyrets Bekendtgørelse nr. 10 af 10. oktober 2013 om anvendelse af motoriserede befordringsmidler, som har hjemmel i Inatsisartutlov nr. 9 af 22. november 2011 om beskyttelse af miljøet.

Kommunalbestyrelsen kan ifølge denne bekendtgørelse efter rådgivning fra Grønlands Naturinstitut udpege transportkorridorer eller kørezoner, som kan benyttes om vinteren.

Ulovlighederne består i, at snescooterkørerne kørte igennem en række rensdyrområder som baglandet til Præstefjorden, Qasigiannguit, Kangerluarsunnguup Tasersua, Nipaatsoq, Naajat Kuuat, Kilaarsarfik, Aputitooq og mod Nuuk ad den sædvanlige rute fra Kapisillit-området.

Kører i fredet område

Snescooterne er også observeret i et område ved Austmannadalen, der siden 2008 er fredet område. Men overtrædelserne af reglerne stopper ikke her:

- Departementet for Fiskeri og Fangst og GFLK har også efterfølgende konstateret omfattende ulovlig kørsel i Ilulialik, Qussuk og Kikiallit og er i besiddelse af billed-dokumentation for den omfattende ulovlige motoriseret kørsel i det åbne land samt transport af snescootere med et fartøj fra Nuuk, skriver departementet i en pressemeddelelse.