Konkurrence er velkommen - eller skal Nuuk Imeq bevares for enhver pris?

Nuuk Imeq mister sit monopol på at tappe øl og sodavand. Og det er både godt og skidt, mener folk på gaden i Nuuk.
23. januar 2023 14:34

Fremtiden er usikker for Nuuk Imeq. Tapperiet kommer nemlig til at miste sit monopol på at tappe øl og sodavand. 

Derfor er Nuuk Imeq truet af lukning, siger direktør Bernhard Christensen. Og det afføder stærke reaktioner på gaden i Nuuk. 

Storm
Foto © : Karline Platou
Storm Ludvigsen

- Først og fremmest ønsker jeg, at Nuuk Imeq skal bevares. Der er meget personale på bryggeriet, som betaler skat og forsørger deres familier. Det kommer til at gå ud over personalet, der bliver ramt uanset hvad, siger Storm Ludvigsen til KNR. 

Der er for meget monopol i Grønland

Den nye emballagebekendtgørelse, som Inatsisartut vedtog i november, giver mulighed for, at udenlandske virksomheder kan konkurrere med Nuuk Imeq, så grønlænderne får andre varer, end dem, som Nuuk Imeq tilbyder.

Det skal træde i kraft senest 1. januar næste år. 

Nuuk Imeq og den nye lov:
 

- Nuuk Imeq er et øltapperi og læsedriksproducent, der er ejet af Royal Unibrew, Carlsberg og Kommuneqarfik Sermersooq.
 

- Senest 1. januar næste år skal den såkaldte emballagebekendtgørelse være ændret. Det betyder, at der skal laves nye regler for emballage til øl og sodavand.
 

- Det vil i praksis sige, at Nuuk Imeqs monopol kommer til at ophøre, fordi det bliver tilladt at sælge øl og sodavand på dåse, plast- og glasflaske uanset facon og størrelse, så længe emballagen indgår i returpantsystemet.
 

- Nuuk Imeq frygter, at det vil føre til en lukning af tapperiet.  Et nyt returpantsystem skal også indføres, som passer til de dåser, plast- og glasflasker, som bliver importeret i fremtiden.

Og det lyder rigtig godt i ørerne på Angutimmarik Kreutzmann. Han glæder sig til, at der kommer mere udbud og efterspørgsel.

- Det kunne være godt, hvis vi får flere muligheder i Grønland. Jeg synes, at der er for meget monopol i Grønland. Konkurrence er godt for samfundet, siger han. 

 

LÆS OGSÅ Naleraq ville have stoppet Nuuk Imeq-monopol efter nytår

Han håber, at nye bryggerier vil spire frem.

- Det bliver spændende, om der kommer import udefra, eller om der skal oprettes nye bryggerier i Grønland. Jeg ønsker selv, at der bliver importereret mere. 

Hvorfor? 

- Vi har brug for nye ting i Grønland i stedet for at være isolerede hele tiden.

Dåser og glasskår over det hele

Også den tidligere fiskefabriksejer Robert Møller foretrækker konkurrence frem for monopol.

Robert
Foto © : Karline Platou
Robert Møller

- Jeg synes, det er fint, at der kommer noget konkurrence, at der er mulighed for at få noget andet ind også, siger Robert Møller. 

Han mener dog, at man skal være sikker på, hvordan pantsystemet kan overleve, når nye størrelser og former på flasker vil blive solgt i butikkerne. 

LÆS OGSÅ Direktør i Nuuk Imeq: Vi er lukningstruede

- Nu er jeg ved at være lidt op i alderen, så jeg kan jeg godt huske fra mine unge dage i Sisimiut, da der ikke var noget returpantsystem. Der var dåser og glasskår over det hele, siger Robert Møller. 

Nuuk Imeq har 50 medarbejdere i Nuuk, og ender det med, at virksomheden drejer nøglen om, mister medarbejderne også deres arbejde.

Der er ikke sat en konkret dato på, hvornår den nye emballagelov og pantordning træder i kraft. 

 

  • Inatsisartiut har vedtaget følgende: "Naalakkersuisut pålægges senest 1. januar 2024 at fastsætte nye regler for emballage til øl og kusyreholdige læskedrikke med henblik på at bringe Nuuk Imeqs faktiske monopol til ophør, ved overalt i landet at tillade salg af øl og sodavand på dåse, plast- og glasflaske, uanset facon og størrelse, forudsat at disse indgår i et returpantsystem, som er godkendt af Naalakkersuisut".