Kongeparrets dag i Sisimiut bød på kaffemik, klassisk dans og kærlighed

Gammel kærlighed ruster aldrig. Det var helt tydeligt under kongeparrets besøg i Sisimiut, der blev fejret med flag, store forventniger, kaffe og kaffemik.
03. juli 2024 14:26

En gammel dansk kærlighedssang starter med ordene ‘Det er så yndigt at følges ad for to, som gerne sammen vil være’.

Den strofe indkapsler alle de følelser, der hænger i luften sammen med de lavthængende skyer denne tirsdag i juli i Sisimiut, hvor kongeskibet har lagt til kajs. Adskillige lokale står forventningsfulde på land og venter på at få et glimt af kongeparret.

Og fra første øjekast er der gensynsglæde i luften, der også er tyk af forventninger fra de fremmødte.

- ‘ajjjaiii' lyder det fra kajen, da kong Frederik og dronning Mary træder ud på dækket iført nationaldragterne.

Foto © : Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Når de elsker Grønland så højt, så elsker vi også dem. Især kongen, siger Regine Mathiassen, der har taget plads på ‘Kærlighedsstien’ rundt om Spejdersøen i byen for at få et glimt af kongen og dronningen, der tager turen på stien hånd i hånd.

- Vi er jo fra 1968 og 1972 præcis som kongeparret, så det er specielt, at de er her, og jeg glæder mig til at se dem igen, siger Regine Mathiassen.

Og netop det med at få et glimt af kongeparret går igen hos alle, KNR taler med. Hele dagen ligger der en tung dyne af nervøsitet, spænding, men mest af alt stolthed over at have royalt besøg i byen.

Uanset hvor man kigger hen, er der børn med kongekroner og store smil på alles læber. 

Ingen kage bare et kig

Flere af byens borgere turnerer byen rundt sammen med kongen og dronningen, og der er gang i den over alt.

- Vi er royalister, og vi elsker kongefamilien, og fordi vi er stolte, siger Grethe Jensen under en kaffemik i byens sportshal, der er dagens sidste programpunkt.

Få øjeblikke, inden kongen og dronningen træder ind i sportshallen, hvor Erfalasorput hænger over indgangen, og er lige så spændt som de mange fremmødte,  er der igen en svag summen fra folk og en tydelig forventningens glæde. 

Der var bagt mange forskellige slags kager til kaffemikken i Sisimiuts sportshal. En af dem var pyntet som Dannebrog, mens en anden havde de kongelige monogrammer på toppen Foto © : Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- ‘ajjjaiii' lyder det igen, da kongeparret træder ind. Folk rejser sig op, og en spontan klapsalve bryder ud. Men ikke alle bliver for at spise kage:

- Nu har vi set dem, så kan vi godt gå igen, siger en ældre mand, mens han er på vej ud af hallen kort efter, jublen har lagt sig.

Gammel kærlighed ruster aldrig

Kaffen, kagen og den klassiske polka-dans, som en gruppe på 12 underholder med i hallen, får de lokale til for anden gang at bryde ud i klapsalver og jubel.

Foto © : Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Og det er i bedste stil helt nede på jorden, siger Tina Niebur, der også er kommet til kaffemik for at opleve de royales første besøg som kongepar.

- Jeg står her i mit hverdagstøj, og de kongelige sidder ved klapborde, der er intet fancy eller fint over det. 

- De er så folke-nære, man føler ikke, at der er en afstand, afslutter Grethe Jensen, inden arrangementet slutter, og de kongelige er væk igen.