Konflikt spidser til: Air Greenland varsler lockout af piloter og trafikmedarbejdere 

Piloter og trafikmedarbejdere bliver også sendt hjem uden løn, hvis Air Greenland og Dansk Metal ikke når til enighed om en ny overenskomst for selskabets flymekanikere. 
En konflikt om Grønlands flymekanikeres løn kan også komme til at omfatte piloter og trafikmedarbejdere. Foto © : Aqqaluartaa Rosing
30. marts 2022 16:09

Rettelse onsdag 30. marts klokken 17.30: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at administrativt personale ville være omfattet af en lockout. Det er ikke rigtigt. I stedet er der tale om trafikmedarbejdere. KNR beklager fejlen. 
 

Præcisering torsdag 31. marts klokken 11.17: Air Greenland oplyste til KNR i går, at kabinepersonale også er omfattet af en mulig lockout. Air Greenland har efterfølgende oplyst, er det kun omfatter piloter og trafikmedarbejdere. 

Konflikten mellem Air Greenland og fagforeningen Dansk Metal spidser til. 

Hvis de ikke bliver enige om en ny overenskomst for flymekanikerne, sender Air Greenland også en række andre ansatte hjem uden løn.  

Det gælder piloter og trafikmedarbejdere.

Varslet kommer fra flyselskabet, fordi det forventer, at de her faggrupper vil strejke for at støtte flymekanikerne.

- Da Dansk Metal varslede strejke oplyste fagforeningen samtidig, at Air Greenland efter sædvanlig praksis måtte forvente at modtage varsling af sympatikonflikt fra de øvrige fagforeninger organiseret i Fagbevægelsens Hovedorganisation FH, skriver Air Greenland i en mail til KNR.  

- Det er i den situation helt sædvanlig praksis, at arbejdsgiver svarer igen med en varsling af lockout og sympatilockout af de berørte medarbejdere på samme måde, som FH varsler sympatistrejke, lyder det fra flyselskabets HR Direktør, Mads B. Christensen. 

LÆS OGSÅ Air Greenland om konflikt med Dansk Metal: Det vil langsomt kvæle Grønland

Dansk Metal betragter Air Greenlands udmelding om at udvide lockouten som en unødig optrapning af konflikten: 

- Man går helt ind og vil lave en omfattende konflikt, som efter vores overbevisning rammer grønlænderne uforholdsmæssigt hårdt, siger fagforeningens forhandlingschef Keld Bækkelund Hansen.

Det var jer, der i første gang kom med et strejkevarsel. Er en lockout ikke den eneste mulighed, man som arbejdsgiver har som modsvar?

- Det kan man godt sige, at det er - hvis man ønsker at optrappe konflikten. Det er helt efter reglerne. Det, vi bare siger, er, at nu bliver det optrappet til et helt andet niveau end det, vi havde taget udgangspunkt i. På den måde tager man hele den grønlandske befolkning som gidsel i et spørgsmål om løn til vores mekanikere, siger Keld Bækkelund Hansen. 

Ønsker mere i løn

Stridspunktet mellem de to parter handler, som Keld Bækkelund Hansen siger, om løn. 

Flymekanikerne ønsker mere, end Air Greenland vil give.  

Derfor har Dansk Metal sagt, at flymekanikerne fra 9. april ikke vil arbejde på det fly, der flyver mellem Kangerlussuaq og København. 

LÆS OGSÅ Arbejdsmarkedsforsker om konflikt: Air Greenland trækker værkstedets største hammer

Selv om sådan en strejke kun kommer til at omfatte to flymekanikere, så vil det resultere i en lukning af ruten. 

Som modsvar vil Air Greenland sende samtlige af selskabets flymekanikere hjem uden løn fra 11. april. 

Dermed vil al indenrigsflyvning også lukke helt ned. 

Og det er altså den lockout, som nu også vil komme til at omfatte andre faggrupper. 

Men mens lockouten af flymekanikerne vil ske fra den 11. april, vil lockouten af piloter og trafikmedarbejdere først træde i kraft knap tre uger efter den varslede strejke fra Dansk Metal, som er sat til at gå i gang 9. april.

Forhandlinger på fredag

Det behøver dog ikke nå så vidt. 

Fredag skal Air Greenland og Dansk Metal nemlig mødes til nye forhandlinger i København. 

Forhandlingerne foregår i forligsinstitutionen, som er en myndighed, der træder til, når overenskomstforhandlinger går i hårdknude. 

LÆS OGSÅ Air Greenland refunderer billetter i tilfælde af strejke og lockout

Forligsinstitutionen har desuden mulighed for at udskyde en strejke og en lockout, hvis det vurderes at få alvorlige konsekvenser for samfundet. 

Overenskomsten mellem Air Greenland og flymekanikerne udløb i 2020, men på grund af corona og de udfordringer, det skabte for flybranchen, blev den efter gensidig aftale forlænget til 2021.