Air Greenland refunderer billetter i tilfælde af strejke og lockout

Air Greenland oplyser, at flyselskabet vil refundere alle flybilletter, uanset billettype, hvis den varslede strejke bliver aktuel.
- Hvis kunder har en rejse i perioden 9. april til 23. april, er det allerede nu muligt at få refunderet sin billet uanset om der bliver strejke eller ej. Foto © : KNR / Foto: Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Malik Brøns
21. marts 2022 14:24

Alle der har en rejse i perioden mellem 9. april til 23. april, uanset billettype, kan få refunderet deres billet hos Air Greenland, hvis den varslede strejke bliver aktuel.

Det skriver Air Greenland i en pressemeddelelse.

Flymekanikernes fagforening, Dansk Metal, har varslet en strejke for to mekanikere, der tilser atlantflyet Norsaq. Det betyder en strejke på ruten mellem København og Kangerlussuaq fra 9. april.

Overenskomst er udløbet

 

Baggrunden for den tilspidsede situation er, at overenskomsten mellem Air Greenland og flymekanikerne udløb i 2020.

Men på grund af corona og de daværende udfordringer for flybranchen blev den efter gensidig aftale forlænget til 2021.

 

Men nu skriver vi 2022, og flymekanikerne vil have mere i løn. Og nu er forhandlingerne strandet.

Derfor varslede Dansk Metal strejke på ruten mellem København og Kangerlussuaq fra 9. april.

 

Air Greenland svarede igen. Det nationale flyselskab vil stoppe al indenrigsflyvning ved at lockoute alle flymekanikere, der er medlem af Dansk Metal fra 11. april.

 

Ifølge Air Greenland er det fordi, det ikke giver mening at opretholde indenrigstrafikken, da det er Atlantruten, der danner grundlag for en stor del af netop den med varer, post, mad og så videre.

Air Greenland svarede igen på strejkevarslet i sidste uge. Det nationale flyselskab vil stoppe al indenrigsflyvning ved at lockoute alle flymekanikere, der er medlem af Dansk Metal.

Lockuouten vil ske den 11. april og vil betyde, at ingen indenrigsfly kan komme på vingerne.

Det næste skridt i konflikten er, at Air Greenland og Dansk Metal skal mødes til forhandlinger i forligsinstitutionen 1. april. Her skal de to parter forsøge at nå til enighed om en overenskomst for flyselskabets flymekanikere.

Air Greenland skriver i en pressemeddelelse, at man allerede nu kan få refunderet sin billet, uanset om der bliver strejke eller ej:

- Hvis kunder har en rejse i perioden 9. april til 23. april, er det allerede nu muligt at få refunderet sin billet, uanset om der bliver strejke eller ej.

- Hvis kunden vælger at gøre brug af dette tilbud og alligevel vil rejse, såfremt der ikke strejkes, så, skal man være opmærksom på, at man er nødsaget til at købe en ny billet, der kan være anderledes end den, man i sin tid har købt.