Arbejdsmarkedsforsker om konflikt: Air Greenland trækker værkstedets største hammer

Air Greenland eskalerer konflikten, når selskabet varsler en lockout af deres flymekanikere og dermed lukker for indenrigsflyvninger. Det vurderer arbejdsmarkedsforsker.
Al flytrafik til og fra og i Grønland risikerer snart at lukke ned på ubestemt tid. Foto © : KNR / Foto: Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Mathies Hvid Toft
19. marts 2022 11:10

Det er Air Greenlands valg at optrappe konflikten med selskabets flymekanikere, der kæmper for lønforhøjelser.

Sådan lyder det fra Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet og har forsket både i Danmark og i Grønland.

- De vælger jo selv, at de vil optrappe konflikten. Når Air Greenland vælger at lockoute, så optrapper de, siger han.

Laust Høgedahl peger på, at det er utroligt sjældent, at virksomheder bruger lockout i overenskomstforhandlinger.

Bruger lille og stor hammer

Han vurderer, at det hidtidige forløb tyder på, at de to parter står meget langt fra hinanden og har haft et vanskeligt forhandlingsforløb hidtil.

Det hele er dog inden for rammerne af en overenskomstforhandling. Men det er de helt store forhandlingsvåben, der er fundet frem, understreger han.

LÆS OGSÅ Analytiker om strejkevarsel: Mekanikerne har magten i forhandling med Air Greenland

Dansk Metal, der repræsenterer de 70 grønlandske flymekanikere, har varslet strejke på ruten mellem Kangerlussuaq og København.

Sådan en strejke vil i alt komme til at omfatte to flymekanikere. 

- Det er en lille hammer, som Dansk Metal benytter sig af, men det er omvendt en meget spids og effektiv hammer. For det betyder i praksis, at man lukker ruten mellem Grønland og Danmark, siger han og uddyber:

- Det, Air Greenland så gør, er at tage den største hammer, der ligger i værktøjskassen - ja, faktisk i hele værkstedet - og lockouter alle for at lægge et så stort pres på Dansk Metal som muligt. Det er usædvanligt, at det kommer så vidt.

Lockout er ellers dødt våben

Lockout anses ellers generelt som et dødt våben i overenskomstforhandlinger for selskaber på det private arbejdsmarked.

Det rammer nemlig også arbejdsgiveren hårdt. Virksomheden må lukke produktion, og mister dermed indtjening og kan risikere at skade dets omdømme.

Under mere liberale forhold ville forbrugerne nemlig formentlig finde alternativer til den konfliktramte virksomhed.

Det kan forbrugerne i Grønland bare ikke, når det gælder Air Greenland.

LÆS OGSÅ Kronprins Frederik med flyveren på vej til Grønland

Hvis ikke de to parter finder hinanden og lander en overenskomst, så begynder strejken for de to flymekanikere den 9. april, og Air Greenlands lockout af samtlige 70 flymekanikere starter den. 11 april.

Konflikten kan trække i langdrag

Det er dog ikke sikkert, at det ender så galt. For nu skal de to parter i forligsinstitutionen, og her kan der ske flere ting.

For det første har de to parter forhandlingspligt, hvilket betyder at de skal møde op til forhandlingerne.

- Og så er det forligsmanden, der bestemmer, hvad der sker. Der er historier om, at man har ladet folk sidde og svede nede i forligsinstitutionen i flere dage for at gøre dem møre, så man kan få nogle indrømmelser ud af dem, siger Laust Høgedahl.

LÆS OGSÅ Strejkevarsel for to mekanikere får Air Greenland til at holde alle fly på jorden

Derudover har forligsmanden magt til at udskyde en konflikt i 14 dage, hvis konflikten vurderes at have alvorlige konsekvenser for samfundet.

- Og det kan man gøre to gange, så man kan faktisk udskyde konflikten i helt op til en måned for at tvinge parterne til at finde en løsning. Der kan altså sagtens komme et meget langt forløb i forligsinstitutionen, siger han videre.