Strejkevarsel for to mekanikere får Air Greenland til at holde alle fly på jorden

Det er Air Greenlands valg at lukke al flytrafik i Grønland ned. Det mener flymekanikernes fagforening, der peger på, at den varslede strejke gælder for kun to personer.
Ruten mellem Grønland og Danmark kan lukke ned fra 9. april. Det samme gælder alle indenrigsruter fra 11. april, hvis ikke Air Greenland og selskabets flymekanikere bliver enige om en ny overenskomst. Foto © : Christine Hyldal/ KNR
Skrevet af Christine Hyldal
17. marts 2022 12:02

Et strejkevarsel for to personer kan i sidste ende få al flytrafik mellem Danmark og Grønland og al indenrigstrafik i Grønland til at gå i stå.

Det kommer til at ske i april, hvis ikke fagforeningen Dansk Metal og Air Greenland finder hinanden i de i forhandlinger om en ny overenskomst, som er i gang nu. 

Men det er Air Greenlands valg, hvis konflikten ender med at lamme flytrafikken i Grønland. Det siger Keld Bækkelund, der er forbundssekretær og forhandlingschef i Dansk Metal, til KNR.

-  Det er Air Greenland, der har valgt at lockoute deres resterende 68 flymekanikere, som befinder sig rundt omkring i Grønland, og som holder indenrigsflyene på vingerne, siger Keld Bækkelund. 

Overenskomst er udløbet

Dansk Metal er den fagforening, som repræsenterer de cirka 70 flymekanikere i Grønland. 

De to mekanikere, der er udtaget til strejke, arbejder på at vedligeholde Norsaq, når den er i Kangerlussuaq. Dermed kan flyvningerne mellem København og Kangerlussuaq stoppe.

Baggrunden for den tilspidsede situation er, at overenskomsten mellem Air Greenland og flymekanikerne udløb i 2020, men på grund af corona og de daværende udfordringer for flybranchen blev den efter gensidig aftale forlænget til 2021.

Men nu skriver vi 2022, og flymekanikerne vil have mere i løn. Og nu er forhandlingerne strandet. 

Derfor varslede Dansk Metal strejke på ruten mellem København og Kangerlussuaq fra 9. april.

Møde 1. april

Air Greenland svarede igen. Det nationale flyselskab vil stoppe al indenrigsflyvning ved at lockoute alle flymekanikere, der er medlem af Dansk Metal.

Lockuouten vil ske den 11. april og vil betyde, at ingen indenrigsfly kan komme på vingerne.

Ifølge Air Greenland fordi det ikke giver mening at opretholde indenrigstrafikken, da det er Atlantruten, der danner grundlag for en stor del af netop den med varer, post, mad og så videre. 

Det mener Dansk Metal bare ikke. 

- Man kan stadig komme til og fra Grønland. Man skal bare over Island med Iceland Air. Derfor synes vi, at det er lidt voldsomt at sige, at der ikke vil være noget at flyve med, siger Keld Bækkelund.

- Det hænger ikke sammen, når Air Greenland siger, at de vil lockoute resten af de 68 flymekanikere. Det er Air Greenlands beslutning at lockoute vores medlemmer. De må selv tage ansvar for, at der måske ikke bliver nogen flytrafik. 

Fremskridt kan dog være på vej.

Air Greenland og Dansk Metal skal mødes til forhandlinger i forligsinstitutionen 1. april. Her skal de to parter forsøge at nå til enighed om en overenskomst for flyselskabets flymekanikere, oplyser Keld Bækkelund.