Air Greenland vil lockoute strejke-varslende flymekanikere med total nedlukning til følge

Det er Dansk Metal, der kan risikere at lukke lufttrafikken i Grønland ned. Ikke Air Greenland, siger det nationale flyselskab.
- Vi håber at undgå konflikt, men det forudsætter dog, at Dansk Metal i højere grad forholder sig til den grønlandske virkelighed, siger Air Greenland. Foto © : Christine Hyldal/ KNR
Skrevet af Christine Hyldal
16. marts 2022 14:11
Versionist Connie Fontain

Ruten mellem Grønland og Danmark kan lukke ned fra 9. april.

Det samme gælder alle indenrigsruter fra 11. april, hvis ikke Air Greenland og selskabets flymekanikere bliver enige om en ny overenskomst. 

Så klar var meldingen her til morgen fra fagforeningen Dansk Metal, der repræsenterer Air Greenlands flymekanikere.

Air Greenland har svaret igen ved at lockoute alle flymekanikere fra den 11. april. Det vil sige, at alle flymekanikere sendes hjem uden løn. Og dermed vil transporten internt i Grønland også lukke ned.

Og det bliver der ikke ændret ved, meddeler det nationale flyselskab efter en lang formiddag med møder.

- Det giver ikke mening at opretholde indenrigstrafikken, da det er Atlantruten, der danner grundlag for en stor del af indenrigstrafikken. Så det er reelt strejkevarslet fra Dansk Metal, der lukker lufttrafikken i Grønland ned, siger Air Greenlands HR-chef, Mads Barlach Christensen.

Overenskomst er udløbet

Overenskomsten mellem Air Greenland og flymekanikerne udløb i 2020, men på grund af corona og de daværende udfordringer for flybranchen blev den efter gensidig aftale forlænget til 2021.
Men nu skriver vi 2022, og flymekanikerne vil have mere i løn. 

- Air Greenland anerkender, at det har været en hård tid at være medarbejder i Air Greenland under corona. Ikke kun for flyteknikerne men for alle medarbejdergrupperne i selskabet, som har været ramt af lønstop, ændringer af arbejdsvilkår, afsked med gode kollegaer med videre. Derfor har vi fuld forståelse for de frustrationer, der måtte være som følge af det, herunder behovet for anerkendelse i form af markante lønstigninger, siger Mads Barlach Christensen.

LÆS OGSÅ Varsel om strejke: Grønlands flytrafik kan lukke ned i april

- Men vi kan ikke genkende Dansk Metals udlægning om en reallønsnedgang. Vi konstaterer, at Dansk Metal tager udgangspunkt i de danske arbejdsmarkedsforhold til trods for, at samtlige medarbejdere arbejder i Grønland, fortsætter han.

-  Air Greenland har rent faktisk tilbudt en reallønssikring svarende til udviklingen herhjemme. I øvrigt svarende til de aftaler, som vi allerede for nyligt har indgået med vores ansatte under blandt andet SIK. Oveni har Air Greenland også tilbudt attraktive arbejdsordninger til gavn for begge parter.

Påske uden fly

Og dermed ændrer Air Greenland ikke på lockout-varsel af flymekanikere, der varsler strejke – og således står de to nu stjelt overfor hinanden med en mulig total nedlukning af fly mellem Danmark og Grønland fra 9. april og stop for al indenrigsflyvning fra 11. april til følge.

- Vi håber fortsat på at undgå konflikt. Særligt da den ellers risikerer at træde i kraft umiddelbart inden og hen over påsken, hvor både Grønlandsmesterskaber og familiesammenkomster i hele landet topper. En konflikt i denne periode vil ramme hele vores samfund særligt hårdt, siger Mads Barlach Christensen.

- Det forudsætter dog at Dansk Metal i højere grad forholder sig til den grønlandske virkelighed. 

Samme toner lyder fra Keld Bækkelund, der er forbundssekretær og forhandlingschef i Dansk Metal.

- Vi er klar til at strejke, hvis Air Greenland ikke rykker sig. Vi stiller op til hvilken som helst forhandling. Men det kræver altså, at Air Greenland flytter sig, siger han.

Der bliver optaget forhandlinger med Dansk Metal om at opretholde et nødberedskab i form af ambulanceflyvninger og SAR under en eventuel konflikt.