Kommuneqarfik Sermersooq hives i retten i strid om offentlig hjælp

Sagen kan betyde, at borgere, der fik sænket deres offentlige hjælp ved årsskiftet til 2015, skal have penge tilbage fra kommunen.
Efter over seks års juridisk slagsmål ender sagen i Retten i Grønland. Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Jens Betak
19. marts 2021 05:22

En årelang strid om offentlig hjælp mellem Thyge Østergaard og Kommuneqarfik Sermersooq ender i retten.

Det står klart, efter at Rigsombudsmanden har besluttet at give Thyge Østergaard fri proces til en retssag mod kommunen. Det vil sige, at han ikke skal betale for sagens omkostninger.

Retssager kan være dyre, og Rigsombudsmanden kan give fri proces, så personer, der ikke nødvendigvis har råd til at føre en retssag, får mulighed for at søge retfærdighed i en retssag på samme måde som personer med bedre økonomi kan.

Det kan dog kun ske, hvis Rigsombudsmanden vurderer, at en person har en rimelig grund til at starte en retssag, og at der er udsigt til, at personen vil få medhold i sagen.

LÆS OGSÅ Pludselig fjernede kommunen en fjerdedel af Thyges offentlige hjælp

Advokat Marie Louise Frederiksen kommer til at føre sagen for Thyge Østergaard, og hun går efter, at kommunen skal betale penge tilbage til ham.

Thyge-sagen

  • Ved årsskiftet til 2015 var Thyge Østergaard én blandt mange, som fik sænket den offentlige hjælp.
  • Det skete, fordi Kommuneqarfik Sermersooq besluttede at spare 5,5 millioner kroner på området.
  • Det oplyste kommunen bare ikke borgerne om.
  • For Thyge Østergaard betød det, at han fra årsskiftet fik udbetalt 775 kroner hver fjortende dag i bistand i stedet for 1014 kroner.
  • Han mistede altså pludseligt knap en fjerdedel af sin offentlige hjælp, og det gik hårdt ud over hans økonomi.
  • Thyge Østergaard har klaget, og nu har Rigsombudsmanden besluttet at give ham fri proces til en retssag mod kommunen.

- Der er nedlagt en anerkendelsespåstand, hvor der står, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at kommunens afgørelse af 22. januar 2020 om at nedsætte Thyge Østergaards sociale underholdshjælp med virkning fra 1. januar 2015 er ugyldig, siger Thyge Østergaards advokat, Marie Louise Frederiksen.

Med andre ord mener advokaten, at kommunens beslutning om at sænke Thyge Østergaards offentlige hjælp med tilbagevirkende kraft var ulovlig.

Der kan dog blive lagt et erstatningskrav oveni tilbagebetalingen, men det har Thyge Østergaard og advokaten ikke taget endelig stilling til.

LÆS OGSÅ Kommune bøjer sig ikke i sag om Thyges offentlige hjælp

På den måde slap kommunen for at skulle betale penge tilbage for alle de måneder, hvor kommunen ulovligt har sænket Thyge Østergaards offentlige hjælp.

Kommune: Vi har handlet korrekt

Inatsisartuts Ombudsmand har længe beskæftiget sig med sagen, og her mener man, at kommunens finte var ulovlig. Det mener kommunen dog ikke.

- Det er stadig vores opfattelse, at vi har behandlet denne sag korrekt, men da der er tale om en retssag, kan jeg ikke udtale mig yderligere, siger Ejner Grønvold, direktør i forvaltningen for velfærd og arbejdsmarked.

 

Thyge Østergaard
Thyge Østergaard Foto © : KNR.

Thyge Østergaard. Foto: KNR

 

Dommen kan få stor betydning, både for Thyge Østergaard, men også for kommunen.

Sagen strækker sig helt tilbage til årsskiftet til 2015, hvor kommunalbestyrelsen besluttede at spare 5,5 millioner kroner i den offentlige hjælp. Problemet var bare, at kommunen ikke meddelte det til borgerne, der pludselig blev skåret i den offentlige hjælp.

Får Thyge Østergaard medhold, kan han se frem til at få tilbagebetalt penge for alle de måneder, hvor kommunen ulovligt har sænket hans offentlige hjælp. Det kan løbe op i tusindvis af kroner, men for kommunen kan det blive meget dyrere.

LÆS OGSÅ Thyge-sag kan åbne for tilbagebetalinger til andre

Thyge Østergaard var nemlig ikke den eneste, der blev skåret i den offentlige hjælp. Han var blot den eneste, der klagede over det.

Beslutter Retten i Grønland at give ham medhold, har alle andre personer, der blev skåret i den offentlige hjælp ved årsskiftet til 2015, rettens ord for, at de også skal have penge tilbage. Dermed kan regningen løbe op i millioner af kroner.

Sagen kommer til at foregå ved Retten i Grønland. Hvornår det helt præcist sker, ligger ikke fast endnu, men det bliver sandsynligvis til efteråret.