Kommune bøjer sig ikke i sag om Thyges offentlige hjælp
En knap seks år lang strid mellem en borger og Inatsisartuts Ombudsmand på den ene side og Kommuneqarfik Sermersooq på den anden side ser ud til at skulle afgøres i retten.
Kommunen er nemlig ikke enig i den voldsomme kritik fra Ombudsmanden, der flere gange har anklaget kommunen for at bryde loven. Først fordi den ikke fortalte en borger om, at han blev skåret i sin offentlige hjælp og senere for at sænke ydelsen med tilbagevirkende kraft.
- Vi mener, at vi i denne sag har handlet efter loven, og det mener vores juridiske rådgivere også, siger Inge Olsvig Brandt, der er formand for Udvalg for Velfærd og Arbejdsmarked på kommunens hjemmeside.
Kan ende i retten
Ombudsmanden henviser til tidligere landsretsdomme og højesteretsdomme i lignende sager, når den siger, at kommunen har brudt loven, men i kommunen mener man, at Ombudsmandens henvisning til domme er selektiv og ikke beviser, at kommunen har brudt loven.
LÆS OGSÅ Politikere skal afgøre kommunes ulovlige håndtering af Thyge-sagen
Med andre ord er kommunen og Ombudsmanden rygende uenige, og derfor kan sagen ende i en retssag.
- Vi har normalt stor respekt, for det arbejde Inatsisartuts Ombudsmand udfører, men i dette tilfælde mener vi, at vi har håndteret sagen korrekt og mener derfor, at en domstolsprøvelse af ombudsmandens afgørelser vil være nyttig, siger udvalgsformand Inge Olsvig Brandt.
LÆS OGSÅ Pludselig fjernede kommunen en fjerdedel af Thyges offentlige hjælp
Sagen kører egentlig mellem Thyge Østergaard - borgeren, der fik sænket sin offentlige hjælp - men Ombudsmanden fører sagen på hans vegne, og kan hive kommunen i retten, hvis den mener, at kommunen ikke overholder loven.
Ombudsmanden har ikke endnu taget endelig stilling til, om sagen skal ende i en retssag, men retschef ved Ombudsmanden, Kim Blokbo, har tidligere sagt, at det sandsynligvis vil ske, hvis kommunen ikke ændrer sin afgørelse.
Hverken kommunen eller Ombudsmanden vil stille op til interview på nuværende tidspunkt på grund af muligheden for en kommende retssag.