KNAPK får hjælp til at rydde op på havbunden
Nu skal havet omkring Upernavik og Uummannaq gøres rent. Det bliver KNAPK’s lokalafdelinger, som kommer til at stå for opgaven. Men de har fået en hjælpende hånd til arbejdet.
For firmaet Qalut Vónin har valgt at sponsere udstyr til oprensning. Der er tale om blandt andet reb og knive.
Gestusen glæder i den grad KNAPK’s formand Nikkulaat Jeremiassen. Han udtaler i en pressemeddelelse:
- Det er glædeligt, at Qalut Vónin tager del af ansvaret med sponsorat til gavn for fiskerne og fangerne i Upernavik og Uummannaq, hvor KNAPK's lokalafdelinger planlægger at oprense havbunden i oktober 2024.
Alles anvar
Der ligger nemlig en masse mistet fiskeudstyr på havbunden rundt omkring hele Grønland.
Og det giver problemer. Ikke så meget for fiskerne og fangerne. I stedet udgør det en stor trussel mod fisk, havmiljøet og ikke mindst biodiversiteten.
Og derfor tager KNAPK ansvar for at få ryddet op i havet, fortæller Nikkulaat Jeremiassen:
- Det er vigtigt, at så mange som muligt tager del af ansvaret. Derfor glæder det KNAPK, at netop Qalut Vónin støtter økonomisk i organisationens bestræbelser på renere havmiljø, som øger beskyttelse af fiskebestanden og biodiversiteten.
For fiskeriets fremtid
KNAPK’s lokalafdelinger udfører årligt oprensning af havbunden. Det har de gjort i flere år i Ilulissat og Nuuk.
Og nu vil Upernavik og Uummannaq altså også tage del i opgaven, hvor lokale fiskere nu vil oprense havbunden for mistet fiskeudstyr.
Derfor ser Qalut Vónins Hans Pavia Brandt frem til samarbejdet med KNAPK:
- Qalut Vónin tager del i projektet med oprensning af havbunden, fordi vi mener, at alle tilknyttede virksomheder i fiskebranchen har medansvar for havmiljøet og fiskebestanden.
- Derfor støtter vi økonomisk projekter, som sigter på renere miljø i havbunden, der kan være med til at sikre fiskerierhvervets fremtid. Alle lokale og regionale tiltag gør forskel, siger han.