Forsker: Kirken bør tage mere socialt ansvar

Den grønlandske folkekirke kan i langt højere grad være med til at afhjælpe sociale problemer i samfundet, mener forskere ved Ilisimatusarfik. Biskoppen er enig.
08. november 2017 07:49

Det skriver Kristeligt Dagblad.

I mange lande er kirken en stærk aktør i forsøget på at hjælpe socialt, udsatte mennesker i samfundet. Men herhjemme er især gudstjenesten et vigtigt samlingspunkt for mange mennesker.

Kirken kunne dog være mere og andet end det, siger afdelingsleder for teologi ved Ilisimatusarfik, dr. theol.Aage Rydstrøm-Poulsen, til avisen.

LÆS OGSÅ 2017 er 500-året for Luthers teser

- Man kan da godt spørge, hvorfor kirken ikke har lavet hospice for de gamle, institutioner for børn, der render rundt på gaden meget sent om aftenen, eller en indsats for de mange hashmisbrugende. Kirken kunne gribe fat i en masse problemer, den kunne sikkert også samle penge ind til socialt arbejde.

Og det er Grønlands biskop, Sofie Petersen, enig i.

LÆS OGSÅ Manglende menighedsråd kræver lovændring

Den grønlandske kirke har afsat 400.000 kr. om året de seneste fem år til initiativer med et socialt formål. Men pengene bliver ikke brugt, fordi menighederne ikke søger om bevillingerne.

- Fattigdommen i Grønland mærkbar, og forskellen mellem fattig og rig i Grønland vokser. Jeg ser meget gerne, at kirken engagerer sig langt mere i det diakonale arbejde, men som biskop kan jeg kun opfordre til, at det sker. Det er en indsats, der skal gro fra neden, siger hun.