Kinas ambassadør afviser trussel mod Færøerne

Kinas ambassadør i Danmark afviser, at han skulle have presset de færøske myndigheder til at indgå et samarbejde med den kinesiske techgigant Huawei.
Kinas ambassadør i Danmark, Feng Tie, afviser, at han har truet med at spænde ben for en frihandelsaftale mellem Kina og Færøerne, hvis ikke Færøerne vælger Huawei til landets 5G-netværk. Det skriver DR. Foto © : Begemot/Flickr Commons
Skrevet af Ritzau
12. december 2019 09:41

Det skriver den kinesiske ambassade i Danmark i en e-mail til DR Nyheder.

- Ambassadøren fremsatte ingen trussel og hørte heller ikke nogen sådan klage fra den færøske side, skriver ambassaden.

Meldingen kommer, efter at Berlingske og DR har beskrevet, hvordan ambassadøren, Feng Tie, tilsyneladende lagde pres på Færøerne, der skal finde en leverandør til 5G-netværket.

LÆS OGSÅ Udenrigsministeriet afviser dansk pres på Færøerne i Huawei-sag

Det fremgår ifølge Berlingske og DR af en lydoptagelse.

Den færøske lagmand, Bárður á Steig Nielsen, afviser dog at have følt sig presset i sagen.

- Det er en samtale mellem to lande, og det er ikke noget, offentligheden som sådan har brug for at få noget at vide om, siger han til DR Nyheder.

- Hverken jeg eller andre på Færøerne, der har snakket med den kinesiske ambassadør, har følt sig presset til noget som helst på noget som helst tidspunkt, tilføjer han.

LÆS OGSÅ Medie: Kina truede Færøerne for at sikre Huawei kontrakt

Sagen handler om en lydoptagelse, som den det færøske medie Kringvarp er i besiddelse af. Lyden var optaget på et møde mellem den færøske lagmand og den kinesiske ambassadør 11. november.

Lydoptagelsen afslører indholdet af et møde mellem den færøske lagmand Bárdur Nielsen og den kinesiske ambassadør Feng Tie.

Men mediet må ikke offentliggøre optagelsen. Det færøske landsstyre har nemlig besluttet at nedlægge et fogedforbud for en uge siden – og det skete blot 22 minutter før, Kringvarp ville bringe den i tv-avisen.