Kina er ved at blive kvalt i poser, flasker, bestik og sugerør, der er lavet af plastik. Arkivfoto Foto: Arnaq Nielsen/KNR

Kina forbyder plastikposer og engangsbestik

Staten i Kina vil med forbud mod plastikposer og -bestik udfase produktion, salg og brug af engangsplastik.

Kina vil slå hårdere ned på produktion, salg og brug af engangsplastik, der er et af landets største miljømæssige problemer. 

Det har den kinesiske stat annonceret søndag.

Kina er ved at blive kvalt i poser, flasker, bestik og sugerør, der er lavet af plastik.

FN har erklæret engangsplastik for den største miljømæssige udfordring i verden, mens store bunker af plastik hober sig op på lossepladser og i floder i Kina.

Derfor skal engangsposer væk fra byerne, og plastik skal forbydes på restauranter og i landbruget, har Udviklings- og Reformkommissionen og miljøministeriet i Kina besluttet.

LÆS OGSÅ Plastic not so fantastic: Det er jo helt utroligt!

Det skal ske gradvist og ved hjælp af en omhyggeligt udformet tidslinje.

Plastikposer skal bandlyses fra alle store byer i landet fra slutningen af 2020. Fra 2022 skal plastikposer ikke være at finde i nogen kinesisk by overhovedet.

Markeder, der sælger friske fødevarer, må bruge plastikposer indtil 2025.

Det er dog ikke kun fra byerne, at plastikposer skal udfases.

Produktion og salg af plastikposer, der er mindre end 0,025 millimeter i tykkelsen, bliver forbudt. Det samme vil plastfilm til brug i landbruget, der er mindre en 0,1 millimeter tykt.

Restauranter og spisesteder bliver også ramt af den kinesiske stats nye forbud.

I slutningen af 2020 bliver engangssugerør bandlyst fra restauranter. Fra 2025 skal alle byer i Kina reducere brugen af engangsplastik i restaurationsbranchen med 30 procent.

LÆS OGSÅ Plastic Not So Fantastic er nomineret til Nordisk Råds Miljøpris

Andre produkter som plastikbestik fra fastfoodrestauranter og plastik fra pakkepost vil ligeledes blive udfaset.

Nogle regioner og sektorer i landet vil også blive ramt af restriktioner på produktion og salg af plastikprodukter. Det er dog endnu uvist, hvilke geografiske områder der rammes.

Det stopper dog ikke der. Kina har også forbudt import af alt plastaffald og brug af medicinsk plastaffald i produktionen af plastik.

 /ritzau/Reuters

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Flyinformation ankomst/afgang

TTV s 350 TV oversigt

TTV s 610 Radio oversigt