Kim Kielsen: Vi skal være bedre til at forhindre overgreb på børn

Formanden for Naalakkersuisut glædede sig i sin nytårstale over fremskridt i minedriften i Grønland og den nye plan for en bedre lufthavnsstruktur, men der var også en opsang til folk, om at blive bedre til forhindre overgreb mod børn.
Foto © : KNR
01. januar 2016 20:24

Kim Kielsen berørte mange emner i sin nytårstale, og et af dem var børns vilkår, der var centrum for stor debat i efteråret 2015.

Formanden for Naalakkersuisut sagde blandt andet:

- Den vigtigste ressource i landet er ikke mineraler eller olie. Det er os mennesker! Vore børn og du og jeg er den allervigtigste ressource i vort land.

Kim Kielsen opfordrede alle til at gøre det lidt bedre.

- Hvis vi alle sammen bare gjorde det en lille smule bedre. En lille smule bedre for at passe på hinanden, så ville vi komme en stor del af vejen for at gøre os selv, vort land og folk selvstændigt. Tage personligt initiativ til at støtte, styrke og udvikle hinanden positivt, sagde Kim Kielsen.

Kim Kielsen indledte sin tale med at glæde sig over en tilbagegang i arbejdsløsheden i 2015, og han benyttede også lejligheden til at understrege vigtigheden af den nye lufthavnspakke.

- Med bred opbakning har Inatsisartut godkendt en ny model for lufthavnsstruktur, der fremadrettet har til hensigt at give fornuftige billetpriser samt bedre og mere direkte beflyvningsmuligheder til flere regioner i landet. På sigt vil de give turismen og erhvervslivet bedre rammer og sætte yderligere gang i udviklingen, sagde Kim Kielsen.

Formanden kiggede i talen også frem mod Artic Winter Games 2016, der skal afholdes i Nuuk.

- En kæmpe opgave, som skal løses i fællesskab, ved at løfte i flok. Derfor vil Naalakkersuisut opfordre alle der kan til at give en hånd med, sagde Kim Kielsen.

I talens afslutning opfordrede Kim Kielsen alle til at tage ansvar for, at Grønland på et tidspunkt kan opnå selvstændighed.

- Med vort ønske om økonomisk selvstændighed har vi alle et ansvar for at få enderne til at mødes. Dette sker bedst ved at tage et medansvar og samarbejde, sagde Kim Kielsen.