Kim Kielsen tabte valget: Det er en lettelse
Erik Jensen er ny formand for Siumut.
Det blev en kendsgerning søndag eftermiddag, hvor der var formandsvalg på partiets landsmøde på Hotel Hans Egede i Nuuk.
Her vandt Erik Jensen med 39 stemmer mod Kim Kielsens 32 stemmer.
Han fortsætter som formand for naalakkersuisut.
- Tallene viser, at vi næsten er delt i to. Sådan skal det ikke være i Siumut. Siumut skal være samlet. Vi må sammen holde bygderne, byerne og de store byer samlet. Det har vi pligt til, sagde Kim Kielsen i en tale lige efter, at Erik Jensen var udnævnt som vinder.
LÆS OGSÅ Erik Jensen er ny formand for Siumut
Kielsen har været formand siden 2014, hvor han tog over efter Aleqa Hammond. Men han har også været i voldsom modvind i sit eget parti.
Så sent som i oktober erklærede oppositionen deres mistillid til ham i Inatsisartut. Han fik det afværget med det mindst mulige flertal overhovedet: 14 stemte for, 13 stemte imod, og to undlod at stemme.
LÆS OGSÅ Mystisk møde forud for debat om stenbidersagen
Den nye Siumut-formand, Erik Jensen, var en af de to, som undlod at stemme imod mistilliden til Kielsen.
En anden gang var i august sidste år. Da var Erik Jensen en af syv siumuttere, der krævede, at Kim Kielsen skulle gå af som formand.
De syv havde ikke længere tillid til Kielsen, og de skrev under på et brev, hvor de krævede Kielsens afgang.
Kritikken i brevet gik på, at Kim Kielsen ikke fulgte Siumuts valgløfter og politik på flere punkter - blandt andet i forhold til fiskekvoter og kvoter på narhvaler.
Hvad vil det betyde for dig, når nu du ikke længere er formand for partiet?
- Det er en lettelse, det vil jeg gerne sige. Nu har jeg tid til at lave det, jeg synes er sjovt, og det er at være ude i naturen, siger Kim Kielsen til KNR.
Tiden vil vise, hvad der skal ske
Du fik ikke nået dit mål om at fortsætte som formand i Siumut. Hvad vil du sige til det?
- Jeg er glad, for jeg har arbejdet for dem, der har støttet mig, og det har jeg har arbejdet hårdt for. Alt det jeg har kæmpet for, har været for Siumut. Vi har opnået mange af vores mål.
Nu har Siumut fået en ny formand. Hvordan vil det påvirke naalakkersuisut?
- Inatsisartut blev færdige med efterårssamlingen i fredags. Den næste samling er Inatsartuts vintersamling til februar. Tiden vil vise, hvad der skal ske til den tid, siger han og fortsætter:
LÆS OGSÅ Ny Siumut-formand: Jeg er stolt og beæret
- Jeg vil sige til gruppen, at der er mange opgaver i sigte. Anlægsopgaver skal ikke standses, og punkter som Inatsisartut skal andenbehandle og tredjebehandle, skal heller ikke stoppes.
Når nu du ikke længere er formand for partiet, betyder det så et nyt valg?
- Det vil jeg ikke kommentere. Siumut har fået en ny formand nu, der er også en ny bestyrelse. De skal nok komme med deres ønsker. Vi er under Siumut, og hovedbestyrelse er dem der fører retningen, siger Kim Kielsen.
Én gang tidligere - i løbet af alle de år, hvor Siumut har været i naalakkersuisut - har partiformanden ikke været formand for naalakkersuisut. Fra 1988 til 1991 var Lars-Emil Johansen formand for Siumut, og Jonathan Motzfeldt var formand for hjemmestyret dengang.
Ifølge Birger Poppel, der er samfundsforsker ved Ilisimatusarfik, er der ikke noget krav om, at formanden for Naalakkersuisut også skal være partiformand.
Da KNR spurgte Erik Jensen om det samme lige efter, at han vandt valget, sagde han:
- Hvordan det skal være fremadrettet, og hvordan vi skal tackle det nu, kommer vi til at diskutere med den forhenværende formand og resten af hovedbestyrelsen.