Ny Siumut-formand: Jeg er stolt og beæret
Der skulle et omvalg til på landsmødet her til eftermiddag, før at det stod helt lysende klart: Erik Jensen kan sætte sig godt tilrette for bordenden som formand i Grønlands største parti Siumut.
Dermed er Kim Kielsen, som også er formand for naalakkersuisut, blevet væltet efter seks år på posten.
Kielsen fik 32 stemmer og måtte se sig væltet af Erik Jensen med hans 39 stemmer.
LÆS OGSÅ Erik Jensen er ny formand for Siumut
- Jeg er stolt og beæret. Jeg er også meget rørt. Jeg vil gerne takke alle mine støtter og alle dem, der har stemt på mig for den tillid, de har givet mig. Det varmer rigtig rigtig meget, siger Erik Jensen til KNR lige efter valget.
Det var et tæt valg. Kim Kielsen fik 32 stemmer, og du fik 39. Hvordan vil du overbevise de 32 og resten af Kielsens støtter om, at du er den rigtige formand?
- Jeg regner fuldt ud med, at de delegerede respekterer resultatet. Det forpligter, og vi skal stå sammen. Landet har brug for, at der er sammenhold i Siumut. Det står jeg i spidsen for, og det går jeg til valg på. Det er også derfor, at jeg er blevet valgt.
Vi skal stå sammen nu
Hvad bliver din første og vigtigste opgave som formand?
- Vi skal stå sammen. Det forpligter. Vi har rigtig mange udfordringer, som vi skal have løst. Alle skal løfte i flok.
Nu er du formand for Siumut, og Kim Kielsen er formand for Naalakkersuisut. Er det holdbart?
- Det er Inatsisartut, der vælger naalakkersuisut. Og det er partiets delegerede, der udpeger deres formand. Det er to vidt forskellige ting. Vi har tildigere erfaring med, at der kan være en formand for partiet og en anden formand for naalakkersuisut. Hvordan det skal være fremadrettet, og hvordan vi skal tackle det nu, kommer vi til at diskutere med den forhenværende formand og resten af hovedbestyrelsen.
LÆS OGSÅ Fire skarpe til Erik Jensen: Landet mangler en leder, der kan samle alle. Det kan jeg
Så du ser ikke noget problem i den nuværende situation?
- Man skal respektere, at det er Inatsisartut, der udpeger naalakkersuisut.
Motzfeldt er ny politisk næstformand
Én gang tidligere - i løbet af alle de år, hvor Siumut har været i naalakkersuisut - har partiformanden ikke været formand for naalakkersuisut. Fra 1988 til 1991 var Lars-Emil Johansen formand for Siumut, og Jonathan Motzfeldt var formand for hjemmestyret dengang.
Men der er ikke noget krav om, at formanden for Naalakkersuisut også skal være partiformand, siger samfundsforsker Birger Poppel ved Ilisimatusarfik.
LÆS OGSÅ Kielsen-kritiker støtter Erik Jensen som ny formand for Siumut
Vivian Motzfeldt er politisk næstformand, og Erik Jensen forventer, at "de to kommer til at samarbejde rigtig godt."
Sidst, der var formandsvalg, var i 2017. Det stod mellem Kim Kielsen og Vittus Qujaukitsoq.
Efter at det stod klart, at Kim Kielsen kunne blive siddende i formandsstolen, meldte Vittus Qujaukitsoq sig ud efter 28 års medlemskab af Siumut.
Han stiftede i stedet for et nyt parti, Nunatta Qitornai.