Mystisk møde forud for debat om stenbidersagen

Múte Borup Egede (IA) og Hans Enoksen (PN) påstår, at de blev ringet op lørdag aften af fire topfolk fra Siumut. De fire siumutter ville holde et møde med et opsigtvækkende punkt på dagsordenen.
De fire medlemmer af Siumut ville ifølge Mute Bourup Egede finde ud af, hvordan Kim Kielsen kunne blive afsat som formand for Naalakkersuisut. Foto © : KNR / Malik Brøns

Fra talerstolen i Inatsisartut detonerede Partii Naleraqs formand, Hans Enoksen, torsdag aften lidt af en politisk bombe.

- Lørdags lige før klokken 22.30 blev jeg ringet op af fire Inatsisartut-medlemmer. De ønskede at vælte nogen indenfor Siumut og ville finde ud af, hvordan det kunne gøres, lød det fra Hans Enoksen.

KNR har bedt Hans Enoksen om at uddybe det udsagn:   

Kort om stenbider-sagen:

 

  • 12. maj besluttede Naalakkersuisut at hæve kvoten for stenbider ved at overflytte restkvoten på stenbider for 2019 på 204 tons til 2020.

 

  • Det var en politisk beslutning, der lagde grund for genåbningen af to områder.

 

IA: Var Kim inhabil?
 

  • Sagen om inhabilitet begyndte i starten af juni, og det var Inuit Ataqatigiit, der flyttede fokus over på den.

 

  • Det skete, da partiet ville vide, om Kim Kielsen personligt fik gavn af at være med til Naalakkersuisuts beslutning om at hæve stenbiderkvoten, samtidig med at han havde udlejet sin private båd til en fisker.

 

  • Kim Kielsen var med på mødet. Og han fortalte ikke resten af Naalakkersuisut, at han potentielt kunne være inhabil, da han havde lejet sin båd ud til en fisker, der fiskede efter stenbider.

 

Revisionsudvalg rejser skarp påtale

 

  • Inatsisartuts Revisionsudvalg har efterfølgende udgivet dets beretning om sagen.

 

  • Og her bringer udvalget både "skarp påtale" og fremhæver forhold, der beskrives som "kritisabelt".

 

  • Det er den hårdeste kritik, som revisionsudvalget kan udtale.

- De sagde til os, at de er trætte af Kim Kielsen, at han misbruger sin magt, og derfor havde de besluttet, at han skal væltes. De ville hverken stemme for eller imod, hvis der blev stillet et mistillidsvotum mod ham, siger Hans Enoksen til KNR.

LÆS OGSÅ Mistillid til Kim Kielsen er afværget med det mindst mulige flertal

Ifølge Inuit Ataqatigiits formand, Múte Borup Egede, blev han også ringet op lørdag aften af fremtrædende medlemmer af Siumut.

- Vi blev kontaktet af fire medlemmer fra det regeringsbærende parti, fordi de gerne ville have et magtskifte og drøfte, hvordan man kunne vælte Kim Kielsen, siger Múte Borup Egede til KNR. 

Hvem var det, der kontaktede dig?

- Der var to, der stemte blankt i går. Det siger sig selv, hvem de er. Derudover fik vi at vide, at formanden for Inatsisartut (Vivian Motzfeldt, red.) og Nikkulaat Jeremiassen var med i den drøftelsesgruppe, der kontaktede os.

De to Siumut-medlemmer, der stemte blankt, og som Múte Borup Egede henviser til, er Erik Jensen og Henrik Fleischer.

Ifølge oppositionslederen ville de drøfte, hvordan Kim Kielsen kunne blive afsat som formand for Naalakkersuisut.

Kontroversielt hemmeligt møde blev arrangeret

Telefonsamtalene resulterede i, at der blev holdt et møde dagen efter, søndag den 4. oktober. Det møde blev holdt i Partii Naleraqs partikontor.

Med på mødet var Partii Naleraqs Hans Enoksen, Inuit Ataqatigiits Múte Borup Egede og Erik Jensen og Nikkulaat Jeremiassen fra Siumut. Ifølge Múte Borup Egede og Hans Enoksen fortalte de to siumutmedlemmer, at de var med til mødet på vegne af i alt fire siumutmedlemmer, som ønskede et magtskifte.

De to andre, som ikke var med på mødet, var Vivian Motzfeldt og Henrik Fleischer. 

Var det Siumut-medlemmerne selv, der foreslog mistillidsdagsordenen?

- Nej, det er oppositionen, der bragte mistillidsdagsordenen frem. Det andet handler om, at der var medlemmer fra Siumut, som tilkendegav, at de ville være med til en eventuel mistillidsdagsorden, siger Múte Borup Egede. 

Siumut medlemmerne vil ikke kommentere

Erik Jensen vil overfor KNR ikke kommentere på det påståede møde med oppositionen.

- Jeg har ingen kommentarer til det, siger han.

Nikkulaat Jeremiassen bekræfter over for KNR, at et møde har fundet sted, men ikke hvad der blev drøftet.

- Partierne kan altid snakke med hinanden og få en kop kaffe sammen. Så længere er den ikke, siger han. 

LÆS OGSÅ To siumutter undlod at stemme om mistillid til Kielsen

Lyver Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq så?

- Nej. Jeg vil ikke sige, at de lyver. Jeg har ikke flere kommentarer til det, jeg vil ikke forhøres om det, svarer han.

Vivian Motzfeldt vil hverken be- eller afkræfte mødet og har ingen kommentarer, da KNR spørger hende.

Henrik Fleischer vil ikke kommentere, hvad der sker udenfor Inatsisartut-salen. Han vil altså ikke forholde sig til oppositionens påstande. 

Kim Kielsen afværgede mistillidsdagsorden

Torsdag sad politikerne i Inatsisartut i over seks timer og debatterede den såkaldte stenbidersag.

Den handler om, hvorvidt Kim Kielsen var inhabil, da han var med til at hæve kvoterne for stenbider, samtidig med at han havde lejet sin båd ud til en fisker. 

Kort før klokken 21 utrykte Inuit Ataqatigiit, Atassut, Samarbejdspartiet og Partii Naleraq deres mistillid til Kim Kielsen. 

Formanden afværgede dog mistillidsdagsorden med det mindst mulige flertal. 14 stemte for, 13 stemte imod, og to undlod at stemme. 

Oppositionen sidder på 14 pladser i Inatsisartut. Koalitionen sidder på 17.

Aleqa Hammond (NQ) fremsatte en afværgedagsorden og erklærede, at koalitionen (Siumut, NQ og Demokraterne) stadig har tillid til Kim Kielsen.

- Det er ikke tid til et nyvalg, sagde Aleqa Hammond. 

Hverken Atassut eller Samarbejdspartiet har fået en henvendelse fra de fire medlemmer af Siumut.