Politisk kommentator: Kim Kielsen spiller højt og desperat spil

Det er et udtryk for desperation, når Kim Kielsen (Siumut) siger, at han vil trække sig fra posten som nalaakkersuisoq for fiskeri og fangst, hvis ikke fiskeriloven går igennem.
Sådan lyder den umiddelbare analyse fra KNR’s politiske kommentator, Ineqi Kielsen.
- Som vi kender Kim Kielsen, spiller han ikke med åbne kort. Men her ved fiskeriloven kan vi se, at han bruger personkortet og siger, at han trækker sig, hvis ikke den bliver stemt igennem.
- Det er et ret desperat forsøg på at vise, at "hvis I ikke vælger mig, så vælger I oppositionen", siger Ineqi Kielsen.
Ineqi Kielsen er politisk kommentator. Han har tidligere været medlem af Inatsisartut for Siumut og været formand for Forfatningskommissionen. Han har nu meldt sig ud af sit tidligere parti.
En jagt på gennemslagskraft
Analysen kommer, efter Kim Kielsen i denne uge har udtalt, at han bestemt ikke har tænkt sig at blive siddende, hvis loven bliver nedstemt.
- Så har jeg ikke gjort det godt nok, lød hans begrundelse i et interview med KNR onsdag.
Sker det, vil det langt fra være første gang. I løbet af de seneste 14 år har 11 forskellige naalakkersuisut for fiskeri måttet forlade deres post.
For når Kim Kielsen på den måde sætter alt på ét bræt, så er det et udtryk for en mere desperat politisk strategi, mener Ineqi Kielsen:
- Det er en desperat gennemslagskraft, som han nu begynder at bruge. Og hvis man skal analysere på det, så kan man også sige, at hvis ikke det her går igennem, så er vi tættere på et valg.
Forslaget til fiskeriloven blev debatteret første gang i Inatsisartut 11. april, og efter en dag, der både bød på demonstrationer fra oprørte fiskere og maratondebat i Inatsisartut-salen, endte lovudkastet med at blive sendt til Fiskeri, Fangst og Landbrugsudvalget.
Her skal det drøftes frem til 8. maj, hvor fiskeriloven efter planen skal debatteres igen.
Og indtil da vil Kim Kielsen sandsynligvis sætte alle sejl til for at overbevise sine støtter om, at loven er fornuftig, som den ser ud nu. Det vurderer Ineqi Kielsen:
- Han begynder at bruge sine personlige relationer og sin personlige styrke indenfor politik. Det kan skyldes, at han er begyndt at blive mere desperat for at få loven igennem.
En erfaren politiker
Men samtidig er det også et udtryk for, at Kim Kielsen godt ved, at han har et solidt netværk.
- Han har jo flere stemmer end Siumuts nuværende formand Erik Jensen, påpeger Ineqi Kielsen med henvisning til det seneste valg til Inatsisartut.
For selvom ordet "desperation" går igen i analysen af Kim Kielsens nuværende position, så er det også vigtigt at huske, at han er en særdeles garvet politiker.
Derfor har han helt sikkert flere kort i ærmet end dem, han viser udadtil, understreger Ineqi Kielsen:
- Han har altid flere kort. Han lægger aldrig alle sine kort frem.