Kielsens egen næstformand kritiserer Naalakkersuisut
Samme dag som formanden for Siumut, Kim Kielsen, kunne fejre, at han havde landet en finanslovsaftale med Nunatta Qitornai og Demokraterne, måtte han også konstatere uro i sit eget parti.
Siumuts næstformand udsendte en kras kritik af Naalakkersuisut, som Kielsen står i spidsen for.
Karl Kristian Kruse er træt af Naalakkersuisuts politik på fiskeriområdet.
- Jeg har ikke kun én gang, men flere gange stillet krav til Naalakkersuisut, men uden resultat. De fastholder deres beslutning, skriver Karl Kristian Kruse.
Uenig i håndtering af licenser på hellefisk
Han nævner en række konkrete kritikpunkter. Blandt andet er han utilfreds med Naalakkersuisuts ageren med hensyn til hellefiskefiskeriet i Nordgrønland, hvor Naalakkersuisut har lukket for udstedelse af nye fiskerilicenser.
På grund af uenigheden overvejer Karl Kristian Kruse nu, om han overhovedet vil fortsætte med at deltage i den politiske ledelse.
LÆS OGSÅ Ikke flere jollelicenser til hellefisk i Nordgrønland
Og det er en kritik, som må bekymre Siumuts formand, Kim Kielsen, da Karl Kristian Kruse både er næstformand i Siumut og politisk ordfører for partiet.
Det er ikke første gang, at der kommer forskellige udmeldinger fra Naalakkersuisut og Siumuts gruppe i Inatsisartut omkring fiskeriet.
Kruse plejer at støtte Kielsen
Da Naalakkersuisut sidste år sænkede kvoterne i det kystnære fiskeri efter hellefisk i to forvaltningsområder, kom der også protester fra Siumuts inatsisartutgruppe med Karl Kristian Kruse i spidsen.
Selvom Karl Kristian Kruse er træt af fiskeripolitikken fra Naalakkersuisut, der har hans egen formand Kim Kielsen i spidsen, så var Karl Kristian Kruse én af dem, der støttede Kim Kielsen under sommerens uro i Siumut.
LÆS OGSÅ Siumut er uafklarede om hellefiskefiskeriet
Her erklærede seks af Siumuts inatsisartutmedlemmer, at de ikke længere havde tillid til Kielsen.
KNR arbejder på at få en kommentar fra Siumuts formand, Kim Kielsen, og Karl Kristian Kruse om sagen, men det er endnu ikke lykkedes.