Karl-Kristian Kruse tavs
Naalakkersuisoq Karl-Kristian Kruse burde have handlet tidligere og erklæret sig inhabil i sagen om tildeling af makreller til selskabet KNT. Det slår Deloitte fast i sin forvaltningsrevision.
Læs også Kruse vidste ikke bedre
Karl-Kristian Kruse overdrog sin ejerandel af KNT til sin søn og antog herefter, at habilitetsspørgsmålet var bragt i orden. Det var det dog ikke, og Deloitte peger på, at Karl-Kristian Kruse tilsyneladende var ganske uden viden om dette forhold.
Utilstrækkelig løsning
På trods af at Karl Kristian Kruse havde et helt departement til sin rådighed undersøgte han dog ikke sagen yderligere, og fik derfor ikke klarhed om manglerne i den valgte løsning.
Det fremgår af revisionen, at der ikke er indikationer på, at naalakkersuisoq har forsøgt at påvirke kvotetildelingen. Det fremgår dog også, at det har været vanskeligt for Deloitte, at få beviser for, at departementet og naalakkersuisoq vitterligt ikke har kommunikeret om kvotetildelingen.
Læs også GE kritiserer makrel-forskelsbehandling
I KNR vil vi gerne have svar på, hvorfor naalakkersuisoq ikke har bragt sine sager i orden tidligere. Hvorfor der ikke var tilstrækkelig dokumentation. Og hvordan det kunne gå til, at han ikke var klar over, at KNT havde søgt makrelkvoten. Det på trods af, at hans nære familie er involveret i selskabet.
Det er dog ikke muligt at komme i kontakt med Karl Kristian Kruse. I stedet henviser Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug til en pressemeddelelse, der blev udsendt ved offentliggørelse af rapporten.
Læs også KNAPK efterlyser konsekvenser af makrelkvotetildeling