Juncker til briterne: Slut med flere forsinkelser

Ifølge Jean-Claude Juncker er der "ingen argumenter" for en ny forsinkelse af brexit.
EU-topmødet afholdes i Bruxelles torsdag og fredag. Brexit skal, som planen er nu, kun drøftes torsdag. Foto © : Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
18. oktober 2019 07:16
Versionist Connie Fontain

Storbritannien vil ikke få endnu en udskydelse af brexit, hvis Underhuset i London kasserer den nye udtrædelsesaftale, som EU og premierminister Boris Johnson er kommet frem til.

Det er meldingen fra EU-Kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, på et topmøde i Bruxelles, hvor EU's stats- og regeringschefer samles.

- Vi har en aftale, og den betyder, at der ikke vil være brug for nogen form for udskydelse, lyder det.

- Der vil ikke blive en ny udskydelse. Det er ingen argumenter for flere. Brexit må ske nu.

EU-topmødet afholdes i Bruxelles torsdag og fredag. Brexit skal, som planen er nu, kun drøftes torsdag.

Lørdag skal Underhuset stemme om skilsmisseaftalen.

Det er kun sket fire gange tidligere, at Underhuset er samlet på en lørdag. Senest var i 1982 under Falklandskrigen.

LÆS OGSÅ Boris Johnson: Vi har landet en aftale om brexit

- Jeg er tilfreds med, at vi har været i stand til at indgå en aftale, men jeg er ked af, at Storbritannien forlader EU, siger Juncker og tilføjer, at Boris Johnson er enig med ham i, at der ikke skal ske flere forsinkelser.

Egentlig skulle Storbritannien have forladt EU den 29. marts, men parterne blev enige om at udskyde skilsmissen for at undgå, at briterne sagde farvel uden en udtrædelsesaftale.

Det var et resultat af, at den daværende premierminister Theresa May ikke kunne få stemt den tidligere udtrædelsesaftale igennem i Underhuset i London.

LÆS OGSÅ Theresa May går af

Spørgsmål er nu, om Johnson har mere held end sin forgænger.

Modstanden til den nye aftale er allerede blevet luftet fra den britiske regerings nordirske støtteparti, DUP, Liberaldemokraterne, Labour samt Det Skotske Nationalparti (SNP).

/ritzau/