Theresa May går af

Theresa May må opgive sit mål om at lande en brexitaftale, før hun går af. Det oplyser hun ved et pressemøde fredag.
Foto © : Number 10/Flickr Creative Commons
Skrevet af Merete Lindstrøm
24. maj 2019 07:21

Storbritanniens premierminister, Theresa May, har netop meddelt, at hun trækker sig som premierminister den 7. juni i år. Det skriver dr.dk

Det sker efter, at det står klart, at hun ikke har været i stand til at få opbakning til en brexit-aftale i det britiske parlament. Også hendes fjerde forsøg på at få flertal for en aftale havde kurs mod endnu et stort nederlag.

Den afgående premierminister har truffet sin beslutning, efter hun forgæves har forsøgt at overbevise sin egen regering og det konservative bagland om, at den aftale, hun har lavet med EU, var den rette vej.

Theresa May havde på forhånd sagt, at hun ville gå af, når hun fik sin brexit-aftale igennem Underhuset. Nu kommer det til at ske før.

Theresa May har været premierminister og leder af Det Konservative Parti siden juli 2016.

Den 62-årige politiker kom i parlamentet i 1997, var indenrigsminister 2010-2016 og tog efter folkeafstemningen om EU over fra partifællen David Cameron.

Ministeren for Underhuset, Andrea Leadsom, trak sig onsdag aften i protest, fordi hun er uenig i den brexit-plan, som May har fremlagt.