Jørgen Erik Andersen åbnede lufthavnen i 1979: Der var ikke mange fly ud og ind ad Nuuk dengang

For 45 år siden fik Nuuk sin første lufthavn, og den var AFIS-operatør Jørgen Erik Andersen med til at åbne.
03. december 2024 11:38

I torsdags stod Nuuk på den anden ende. Vidste man ikke bedre, skulle man næsten tro, at der var en månelanding i gang. Det var der måske på en måde også, selv om det var et atlantfly, der landede i hovedstaden. For med en direkte rute mellem København og Nuuk er dørene slået op til en fremtid, hvor det bliver lettere at rejse ud og ind ad landet.  

Men hvis vi vender blikket den anden vej – til fortiden – så skal vi ikke mange år tilbage, før der slet ikke var fly i hovedstaden. I 1979 fik Nuuk sin første lufthavn, og den var Jørgen Erik Andersen med til at åbne.

Han var AFIS-operatør, så det var altså ham, der sad i kontroltårnet.

- Det var jo en stor dag. Både for byen og for os, der var involveret, siger han.

- Der har jo været helikoptertrafik mellem byerne i landet i mange år, men nu skulle der åbnes en lufthavn for fastvingede fly, fortæller han om dengang.

Fest til åbningen af Nuuk Lufthavn i 1979 Foto © : KNR

Men det var nu ikke fordi, han havde så travlt oppe i kontroltårnet.

- Måske var det en smule kedeligt. Der var ikke nær så meget trafik som i dag. Dengang hed det Grønlandsfly, og det var ikke mange flyvninger, vi havde om dagen ud og ind ad Nuuk Lufthavn.

Grønlandsfly skiftede navn til Air Greenland i 2002.

Foto © : KNR

Nuussuaq var ved at blive bygget

Det var i det hele taget en meget anderledes arktisk hovedstad, flyene fløj ind og ud af dengang.

Dengang var Nuuk meget mindre end i dag, faktisk var byen ikke større end til ”passet” ved Godthåbhallen. Nuussuaq var lige begyndt at blive bygget lidt. Air Greenland var lige begyndt at bygge rækkehuse på Qaava. Næsten alle mennesker kendte hinanden dengang, siger Jørgen Erik Andersen.

Men nu er det slut med den 45 år gamle lufthavn. Efter et langt og voldsomt politisk tovtrækkeri underskrev Danmark og Grønland en aftale om tre nye lufthavne i 2018. Pris: 700 millioner kroner. Senere kommer det frem, at beløbet alligevel er for lille, og der skal tages et lån på yderligere 900 millioner kroner.

På tide med ny lufthavn

I torsdags væltede det så ind og ud med atlantpassagerer for første gang i den nye lufthavn i Nuuk. Men for Jørgen Erik Andersen var det egentlig ikke så vemodigt.

Foto © : KNR

- I de 45 år, hvor den gamle lufthavn har eksisteret, har jeg tit tænkt, at der må komme en stor lufthavn i Nuuk på et tidspunkt. Størstedelen af trafikken over atlanten ender alligevel i Nuuk. Så jeg har altid tænkt, at der nok skulle komme en stor lufthavn på et tidspunkt, siger han.

Det er på tide, at den nye lufthavn skal åbnes. Jeg havde egentlig troet, at den skulle åbnes tidligere, men nu er den her endelig – så lad os glæde os over det.

Foto © : KNR