Jern og Metalskolen skal flyttes til Sisimiut

Sisimiut fortsætter og forstærker udviklingen som et kraftcenter for de tekniske uddannelser her i landet. Blandt andet ved, at Jern- og Metalskolen, der i dag er placeret i Nuuk, flyttes til Sisimiut. Her skal den indgå i det uddannelses- og forskningsmæssige miljø, der findes omkring Bygge- og Anlægsskolen, Råstofuddannelserne og Artek-samarbejdet.
17. januar 2013 07:55

Det fremgår af en fælles pressemeddelelse fra Naalakkersuisoq for Uddannelser, Palle Christiansen og borgmester i Qeqqata Kommunia, Hermann Berthelsen.

Ifølge Palle Christiansen vil Naalakkersuisut nedsætte en arbejdsgruppe, der skal arbejde videre med scenarierne for at flytte Jern- og Metalskolen til Sisimiut.

- Jeg ser store vækstmuligheder for fortsat at opbygge kompetencer inden for det tekniske område både uddannelses- og forskningsmæssigt, siger han med henvisning til blandt andet Artek-samarbejdet med Danmarks Tekniske Universitet.

Borgmester Hermann Berthelsen hilser ikke uventet Selvstyrets udmelding velkommen.

- Det er nu slået falst, at Tech College, herunder Råstofskolen i Sisimiut fortsat skal udvikles sådan, at den planlagte etablering af satellit-enheder - blandt andet i Uummannaq - ikke kommer til at påvirke den nuværende drift af Råstofskolen. Den vil fortsat have en væsentlig rolle i opkvalificeren og omskolingen af arbejdsstyrken som led i arbejdsløshedsbekæmpelsen her i landet, lyder meldingen det fra Hermann Berthelsen.