Jens Napaattooq genopstiller ikke til næste valg

Prominent Naleraq politiker vil ud af landspolitik og ind på arbejdsmarkedet, når der indenfor et år skal være valg til Inatsisartut.
- Da jeg opnået mere, end jeg gik til valg på, håber jeg, at jeg ikke har skuffet mine vælgere, skriver Jens Napãtôk Facebook. Foto © : Paarnannguaq Nielsen
04. april 2024 12:19

Jens Napãtôk har været borgmester i Ittooqqortoormiit, medlem af det det tidligere landsting, og han blev første gang valgt ind i Inatsisartut i 2018.

I 2021 fik han 324 personlige stemmer til Inatsisartut-valget. Han blev også valgt ind i kommunalbestyrelsen i Avanaata Kommunia med 213 stemmer.

Men nu skal det være nok. Politikerens navn vil nemlig ikke være at finde på listen i stemmeboksen, når der indenfor det næste år skal være valg til Inatsisartut.

Det meddeler han på sin Facebookside.

- Jeg har sagt, at jeg ikke vil genopstille, så jeg har tænkt mig at starte som fuldtidsarbejdsmand, inden jeg bliver gammel, skriver Jens Napãtôk.

Sygeorlov

Kort efter valget i 2021 søgte Naleraq-politikeren sygeorlov fra Inatsisartut.

Det skete på grund af en video, som blev delt på Facebook, hvor Jens Napãtôk i fuldskab skulle have truet sin samlever. Han blev senere politianmeldt, men Grønlands Politi droppede sagen, så den kom aldrig for retten.

Jens Napãtôk gik efterfølgende i alkohol behandling hos Allorfik - en behandling han ifølge manden selv fik meget ud af. Sammen med sin familie gik han også i familiebehandling.

Han vendte tilbage til Inatsisartut, og trods en hård start er han godt tilfreds med, hvad han har opnået i valgperioden.

- Da jeg har opnået mere, end jeg gik til valg på, håber jeg, at jeg ikke har skuffet mine vælgere.

- Hvis der ikke komme valg i utide, vil jeg arbejde ihærdigt i endnu et år for befolkningen, skriver han på Facebook.

Jens Napãtôk var formand for Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg og Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg under Naleraqs koalition med IA efter valget 2021.

Jens Napãtôk har flere domme bag sig. I 2005 trådte han ud af det daværende Landsstyre, efter det kom frem, at han havde brugt hjemmestyrets penge til private formål. Det drejede sig blandt andet om køb af spiritus, cigaretter og besøg på en stripbar i København.

Det kostede senere politikeren fire måneders anstaltsanbringelse for misbrug af over 120.000 kroner.