Jens Napãtôk er fjernet som udvalgsformand

Naleraq-politikeren har sygemeldt sig fra Inatsisartut efter video med en optrin i hjemmet spredte sig hurtigt på Facebook.
Jens Napãtôk får ikke formandsposterne tilbage, hvis han vender tilbage til landspolitik efter sin sygeorlov. Foto © : Arkivfoto / KNR / Malik Brøns
Skrevet af Christine Hyldal
05. maj 2021 10:24

Jens Napãtôk er ikke længere formand for Inatsisartuts finans- og skatteudvalg. Han er heller ikke formand for Fiskeri- og Fangstudvalget længere.

Det skriver sermitsiaq.ag.

Ifølge sermitsiaq.ag tog Inatsisartut stilling til det på et lukket møde i går efter anmodning fra Inuit Ataqatigiit og Naleraqs gruppe i Inatsisartut. 

LÆS OGSÅ Siumut har meldt Jens Napaattooq til politiet 

Jens Napãtôk blev formand for de vigtige udvalg på det første møde i det nye Intatsisartut mandag 26. april. 

Det skabte en masse ballade, hvor Siumut og Demokraatit udvandrede. Grunden til dét er en video, der var blevet spredt med lynets hast på Facebook – en video, der viste Jens Napãtôk og hans samlever og barn i en situation derhjemme. 

IA'er bliver formand i fiskeriudvalg

Videoen viste tre mennesker samlet i et rum. De to af dem var Jens Napãtôk og hans samlever. Samleveren ligger på gulvet og Napãtôk står lidt væk og truer hende med at smadre hende.

Siden er Jens Napãtôk gået på sygeorlov. Jens Napãtôk får ikke formandsposterne tilbage, hvis han vender tilbage til landspolitik efter sin sygeorlov.

LÆS OGSÅ Jens Napãtôk søger om sygeorlov fra Inatsisartut

Til sermitsiaq.ag siger Jens Napãtôk:

- Det er helt på sin plads. Især fordi, jeg ikke ved, hvor længe jeg skal være sygemeldt. Jeg vil støtte min samlever, og min familie og vores behandling er min første prioritet lige nu.

Paneeraq Olsen (N) får formandsposten i Finans- og Skatteudvalget. 

Hans Aronsen (IA) bliver formand for Fiskeri- og Fangstudvalget.

Det betyder, at Naleraq mister en vigtig formandspost i udvalgene på grund af Jens Napãtôks midlertidige exit.

KNR har spurgt Naalakkersuisuts nye formand, Múte B. Egede, om Jens Napãtôk er velkommen tilbage i Intasiartut efter endt sygeorlov. 

Det ønsker han ikke at kommentere.