Jens NapãtôK´ vil tilbage på arbejde efter alkoholbehandling

Jens NapãtôK´ er ikke færdig i politik - i hvert fald ikke hvis det står til ham selv. I en længere pressemeddelelse fortæller han om, at han er i gang med behandling i Allorfik for alkoholisme.
Jens NapãtôK´ er både valgt ind i Inatsisartut og i kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia. Foto © : Arkivfoto / KNR / Malik Brøns
Skrevet af Bibi Nathansen
26. maj 2021 06:27

Jens NapãtôK´ fra Naleraq vil tilbage på arbejde. I første omgang vil han tilbage til kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia - hans sygeorlov fra Inatsisartut holder han fast i. 

Han er nu i behandling i Allorfik for alkoholisme, og familiebehandlingen fortsætter frem til 27. maj. Derefter skal familien også igennem efterbehandling, og når behandlingen er slut, så vil han tilbage i grønlandsk politik.

- Når vi har overstået behandlingen og skal videre i det daglige liv, skal vi gennemføre efterbehandling, og i første omgang vil jeg arbejde i kommunalbestyrelsen. Min orlov fra Inatsisartut skal foreløbig fortsætte, men jeg regner helt bestemt med at starte dér senere, siger han. 

LÆS OGSÅ Jens Napãtôk søger om sygeorlov fra Inatsisartut

Grunden til Naleraq-politikerens sygemelding er en video, der blev spredt med lynets hast på Facebook – en video, der viser Jens Napaattooq og hans samlever og barn i en situation derhjemme.

Videoen viser tre mennesker samlet i et rum. De to af dem er Jens NapãtôK´og hans samlever. Samleveren ligger på gulvet og NapãtôK´står lidt væk og truer med at smadre hende.

Videoen røg i omløb på de sociale medier weekenden før, at det nye Inatsisartut satte sig sammen i deres første reelle samling. Jens NapãtôK´ var indstillet til den indflydelsesrige post som formand for Finans- og Skatteudvalget, og det fik oppositionen til at udvandre fra salen i protest. 

LÆS OGSÅ Siumut har meldt Jens Napaattooq til politiet 

Jens NapãtôK´ gik efterfølgende i behandling hos Allorfik - en behandling, som han skriver, at han har fået meget ud af.

- Vi har fået meget ud af alkoholbehandlingen i Allorfik, og de oplevelser, der ikke er behandlet som barn samt på vej mod voksenlivet, har fyldt meget i vores daglige liv, ubevidst. Dem bearbejder vi under behandllingen, siger Jens NapãtôK'.

Naleraq-politikeren sidder på et såkaldt dobbeltmandat. Han er nemlig både valgt ind i Inatsisartut og i kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia.