Jens-Erik Kirkegaard stopper i politik
Jens Erik Kirkegaard har offentliggjort beslutningen på Facebook, skriver netmediet Sermitsiaq.ag.
På Facebook skriver politikeren:
- Tak vil jeg også gerne sige her, til min kone, familie og mange andre for at jeg som folkevalgt har haft mulighed for at tjene samfundet. Nu vil jeg bruge min tid på min familie og erhvervsliv, skriver Jens-Erik Kirkegaard og slår fast:
- Jeg genopstiller ikke til Inatsisartutvalget.
Overfor KNR uddyber Jens-Erik Kirkegaard beslutningen:
- Det har været svært at få familieliv, og det at være politiker på landsplan til at gå op i en højere enhed. Det fylder utrolig meget, når man er politiker - også i fritiden, derfor har det været en relativt nem beslutning at stoppe efter fem år, fortæller Jens-Erik Kirkegaard.
Stod bag nultolerancens ophævelse
Jens-Erik Kirkegaard blev valgt første gang til Inatsisartut i 2013, hvor han også blev naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer.
I den rolle stod han blandt andet bag fremsættelsen af det kontroversielle forslag om at ophæve Grønlands nultolerance overfor brydning af uran og andre radioaktive stoffer.
En beslutning som han i dag er tilfreds med, da det var med til at sikre, at Kvanefjeldsprojektet kunne fortsætte, og en dag muligvis kan føre til vækst og arbejdspladser i Grønland:
- I år var jeg med til verdens største mineralmesse i Toronto, hvor Kvanefjeldsprojektet var hovednavn på Grønlandsdagen derovre. I 2013 da jeg var naalakkersuisoq for råstoffer, der var projektet tæt på at stoppe, men som bekendt banede vi vejen for, at projektet kunne køre videre, siger Jens-Erik Kirkegaard.
Ved valget i 2014 blev Jens-Erik Kirkegaard ikke valgt, men kom ind som suppleant, da Naalakkersuisut var blevet dannet. I valgperioden var Jens-Erik Kirkegaard blandt andet politisk ordfører i en periode for Siumut-gruppen samt medlem af anlægsudvalget.