Israels forsvarschef venter mange måneder med krig i Gaza

Der findes ingen genveje til at bekæmpe Hamas-bevægelsen, siger stabschef for Israels militær.
Israel fortsætter ufortrødent sine bombardementer i Gazastriben. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
27. december 2023 09:08

Lande over hele verden har gang på gang opfordret til en varig våbenhvile mellem Israel og den militante Hamas-bevægelse.

Men det kan have lange udsigter, mener stabschefen for Israels hær.

Han venter, at krigen i Gaza vil fortsætte "mange måneder endnu".

Det siger han på et pressemøde tirsdag.

- Der er ikke nogen magiske løsninger. Der er ikke nogen genveje, når det kommer til at demontere en terrororganisation ud over at være stædig og fast besluttet i kampen.

- Vi vil bruge forskellige metoder, så vores resultater bevares i lang tid, siger stabschefen.

Underjordiske tunneler

Hans udmelding kommer, mens Israel trods internationalt pres for en våbenhvile ufortrødent fortsætter sine bombardementer i Gazastriben.

På et døgn har de israelske styrker angrebet over 100 mål, oplyste hæren tidligere tirsdag.

Ifølge Israel er det blandt andet underjordiske tunneler og andet infrastruktur, som Hamas bruger, der er blevet angrebet.

Bombardementerne er især sket i Jabalia i det nordlige Gaza samt i den sydlige by Khan Younis.

Stabschefen siger tirsdag, at Israels handlinger siden 7. oktober har ført til, at mange Hamas-medlemmer er blevet elimineret. Flere hundrede er blevet taget til fange, tilføjer han.

I samme periode er flere tusinde civile palæstinensere blevet dræbt af israelske angreb i Gaza.

Ifølge det Hamas-styrede sundhedsministerium har mindst 20.915 personer indtil videre mistet livet. Mange er børn, kvinder og ældre, heriblandt personer, der var indlagt på hospitaler.

Knap 55.000 personer i Gaza er blevet såret i de talrige luftangreb, har ministeriet oplyst tirsdag.