Islandsk skakfest i Uummannaq

Børn og unge i Uummannaq får snart lejlighed til at lære at spille skak, jonglere med bolde og andre cirkus-tricks. 
Skrevet af Inge S. Rasmussen
05. oktober 2017 07:18

Det sker når den islandske skak-klub Hrokurinn rejser til Uummannaq for at lave en fire-dages fest for byens børn og unge, hvoraf mange kommer fra de flodramte bygder Nuugaatsiaq og Illorsuit.

Da tsunamien ramte bygderne begyndte skakklubben en pengeindsamling sammen med Folkekirkens Nødhjælp og Kalak, som er venskabsforeningen mellem Grønland og Island. 

- Vi vil gerne være med til at skabe nogle sjove erindringer, medbringe kærlighed og glæde til dem, som har mistet så meget, udtaler formand for skakklubben, Hrafn Jökulsson. 

På søndag er der informationsmøde inden det går løs med tre dages cirkusskole med Axel og Bjarni fra Circus Island. 

Inden den islandske gruppe rejser til Uummannaq kommer de til Nuuk og optræder i Nuuk Center i morgen torsdag eftermiddag klokken 15.