Iscentralen i Narsarsuaq lukker til november

Efter godt 50 års overvågning af den indenskærs is, lukker Iscentralen i Narsarsuaq til november. Til gengæld kan DMI lave isovervågning af hele Grønland, hvis øget finansiering finder vej.
Foto © : Kaet44/Flickr Creative Commons
10. juni 2017 11:52

Om få måneder er det slut med at have en helikopter til at overflyve Sydgrønland to gange om ugen for at kortlægge den indenskærs is.

Til november lukker Dansk Meteorologisk Instituts nemlig Iscentralen i Narsarsuaq og flytter arbejdet til København, fortæller meteorolog og souschef for DMI’s operationsafdeling, Søren Olufsen, til KNR.

- I dag har vi satellitdata, der er så detaljerede, at vi kan se det samme på dem, som vi kan fra helikopteren. Satellitterne kommer så hyppige nu, at den passerer oftere, end helikopteren gør. Og ikke mindst har vi radarsatellitter, der gør, at vi kan kigge gennem vejret.

Potentielt iskort over hele Grønland
Dermed slutter et historisk forløb med Den Grønlandske Istjeneste, som har haft base i Narsarsuaq siden 1959.

Men den ny satellitteknologi betyder til gengæld, at DMI let kan lave kortlægning af isen i hele Grønland.

- Helikopteren er jo bundet til Narsarsuaq og bundet til sin rækkevidde. Når man anvender satellitbilleder, har vi satellitpassager, som kan fotografere hele Grønland. Og potentielt vil vi være i stand til at lave den her indenskærs-service over hele Grønland via satellitbilleder, siger Søren Olufsen.

Men det vil kræve ekstra finansiering. DMI bruger i dag omkring 12 mio. kroner om året på kortlægning af isen i Sydgrønland. Og ifølge Søren Olufsen vil det koste cirka det dobbelte, hvis servicen skal omfatte hele Grønland.

- Vi oplever stor interesse fra skibsfarten omkring isstøtte og isforholdene. Som alle ved, ændrer klimaet sig, og sejladsmønstret ændrer sig. Og derfor oplever vi altså, at der er en øget interesse. Men ind til videre yder vi noget på kommercielle vilkår. Men skal vi iskortlægge hele Grønland, skal der altså noget finansiering bag, siger Søren Olufsen.

Eksperter følger med til København
Der er i dag to medarbejdere tilknyttet Iscentralen i Narsarsuaq. Begge er styrmænd, som er udlånt fra Royal Arctic Line, og som har ekspertisen til at kortlægge sejlruter i isfyldt farvand.

Og dem holder DMI fortsat fast i.

- Vi forventer at fortsætte vores samarbejde med Royal Arctic Line om det her, så vi også har den styrmandsfaglige ekspertise i København, siger Søren Olufsen.